Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) er i Rio de Janeiro for at tale klima og bæredygtighed med verdens topledere. Men står det til Venstre, skal opholdet i Brasilien også handle om dansk skattepolitik.

Venstre aflyste forleden skatteforhandlingerne, mens partiformand Lars Løkke Rasmussen er i Rio, men nu erklærer den tidligere statsminister sig klar til at diskutere skattereform med sin efterfølger under FNs klimakonference.

- Venstres synspunkter er de samme, uanset hvor jeg befinder mig, og dem kender regeringen også, siger Lars Løkke Rasmussen til TV2 News.

- Nu er jeg kommet til Rio, hvor statsministeren også er, og jeg håber, at det giver mig en mulighed for at få en samtale med hende. For jeg synes, det er meget beklageligt, hvis det her ender med en rød skatteaftale, siger V-formanden.

Helle Thorning-Schmidt er imidlertid ikke indstillet på at drøfte skattereform på den sydlige halvkugle. Venstre er velkommen tilbage til forhandlingsbordet, men bordet står i København, understreger hun.

- Jeg synes, vi skal gøre som vi plejer. Og det er, at vi forhandler skat i Danmark i Finansministeriet. Jeg synes ikke skatteforhandlinger hører til i Rio de Janeiro, siger Helle Thorning-Schmidt til DR.

Statsministeren tilføjer, at hun er forundret over Venstres tilbud, der kommer få dage efter, at partiet afblæste skatteforhandlingerne på grund af Lars Løkke Rasmussens Rio-rejse.

- Vi har givet nogle rigtigt gode tilbud til Venstre hele vejen igennem, fordi vi var seriøse omkring, at vi gerne ville have dem med. Vi synes, at de forlod forhandlingerne lidt brat og med meget store krav, lyder det fra Helle Thorning-Schmidt, der ikke vil sige, om hun kan imødekomme Løkkes krav om at frede boligejerne i en skatteaftale.

Hjemme i Danmark forhandler regeringen lige nu skattereform med Enhedslisten, og meget tyder på, at man når til enighed med støttepartiet om en aftale.

BNB