Venstres formand Lars Løkke Rasmussen kalder DF's forslag om at sende asylansøgere i Danmark til lejre i afrikanske lande som Kenya for 'interessant'.

- Men det er bare ikke noget der kan gennemføres her og nu, siger Løkke i en pause i Folketingets åbningsdebat.

Han vil dog ikke kalde forslaget for en død sild, da han mener, at verden har brug for a diskutere, hvordan man lige i øjeblikket håndterer de store flygtningsstrømme fra Syrien.

- Vi er nødt til at finde ud af, om vi kan gøre tingene på en anden måde, så vi hjælper flygtningene i nærområdet bedre, siger han. {embedded type="node/polls" id="30686711"}

Debatten om flygtninge fyldte meget i åbningsdebattens første to timer. Lars Løkke Rasmussen havde overraskende valgt selv at være ordfører i stedet for Inger Støjberg, der så sent som onsdag eftermiddag troede, at hun skulle tage debatten.

De Radikale og Enhedslisten udfrittede ham, om han ville sende krigsflygtninge til Kenya, og den socialdemokratiske ordfører Maja Panduro havde store problemer, da hun gentagne gange blev spurgt, hvordan regeringen vil finde penge til at finansiere stigningen i asylansøgere næste år.

Efter en halv time sendte den konservative Lene Espersen hende en redningskrans med ordene, at 'det ikke er nogen skam, hvis man ikke kan svare. For man kan ikke svare på alt.' Hvorefter hun stillede hende et nyt spørgsmål, om retsforbeholdet, som Maja Panduro måtte glide af på.

Tonen i debatten startede pænt, men knivene kom frem, da frokosten nærmere sig.