Løkke skifter til landets største valgkreds
Nu er det tid for opbrud, mener Lars Løkke Rasmussen (V), der får mere end 600.000 vælgeres gunst at kæmpe for.
Nu er det tid for opbrud, mener Lars Løkke Rasmussen (V), der får mere end 600.000 vælgeres gunst at kæmpe for.
Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skifter til landets største valgkreds.
- Nu er det tid for opbrud, som han skriver på sin Facebook-profil.
For med skiftet siger han farvel til vælgerne i Nordsjællands Storkreds, hvor han i 26 år har været Venstres folketingskandidat - og ikke mindst forlader han Græsted, sin hjemby siden han var en purung knægt.
Løkke kommer i Sjællands Storkreds til at kæmpe om vælgere i landets største valgkreds med mere end 600.000 stemmeberetigede, mens hans gamle storkreds var landets næstmindste med cirka 320.000.
Han overtager Birthe Rønn-Hornbechs plads som Venstres kandidat i Køgekredsen, fordi hun ikke genopstiller ved næste folketingsvalg - hvis han altså bliver valgt ved et opstillingsmøde i september.
Skiftet til Sjællands Storkreds sker samtidig med, at Løkke om tre uger flytter til København, og kan ses som en taktisk manøvre for at vinde endnu flere personlige stemmer.
For ved valget sidste år havde Venstre i Nordsjælland en fremgang på fire procent godt hjulpet på vej af Løkkes 56.285 personlige stemmer.
Trods VKOs nederlag blev Løkke således valgets absolutte topscorer 22.721 personlige stemmer foran statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).
Men selvom Løkke fik en personlig sejr, bidrog han knap til sit partis fremgang på landsplan, og det kan der altså blive lavet om på ved at fiske efter endnu flere stemmer i et større farvand af vælgere.
{embedded type="node/polls" id="21684460"}