Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen er uenige om meget. Som statsminister besidder han kongerigets mægtigste embede, som formand for Socialdemokraterne har hun det næsten naturgivne mål at tage det fra ham igen.
Én ting er de dog så enige om, at de gerne vil sætte sig ned, side om side over en kop kaffe i Statsministeriets egetræsværelse, for at forene deres kræfter i kampen for den samme politiske sag. Nemlig kampen for, at danskerne 3. december stemmer ja til at omdanne det danske retsforbehold til en tilvalgsordning. Det skriver Berlingske.
Foreløbigt har valgkampen været en kamp om, hvad folkeafstemningen egentlig handler om. Ja-siden vil gerne sprede det glade budskab om, hvordan et ja styrker bekæmpelsen af kriminelle, mens nej-siden slår på, at det potentielt kan ende med en udlicitering af magten over den danske asylpolitik til Bruxelles.
Da Folketinget åbnede i oktober, forsøgte statsministeren at afmontere den advarsel med en garanti til danskerne om, at Danmark aldrig vil gå med i fælleseuropæisk asylpolitik, uden at danskerne forinden er blevet spurgt om tilladelse hertil ved en folkeafstemning. En garanti, som Mette Frederiksen (S) med det samme tilsluttede sig, og som siden er skrevet ind i lovbemærkningerne bag folkeafstemningen.
Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl (DF), har dog gjort sit for at pille garantien fra hinanden. Den er intet værd, når den ikke er juridisk bindende. Den er ene og alene et udtryk for ja-sidens »panik«, lyder det.
Tilbage i Statsministeriet har Lars Løkke Rasmussen (V) og Mette Frederiksen ikke andet end hovedrysten til overs for den slags. De er klar til at sætte al deres troværdighed som toppolitikere ind på, at danskerne kan stole på deres garanti.
»Den aftale, vi har lavet, er bøjet i neon og hugget i granit. Og jeg synes faktisk, det både er forstemmende og lidt en overspringshandling, at det stærkeste argument, man kan komme med, er at så tvivl om det ved at spille på en eller anden mistillid,« siger Lars Løkke Rasmussen.
Mette Frederiksen er enig og kalder det »ikke alene kontroversielt, men også dybt betænkeligt«, når blandt andre Kristian Thulesen Dahl nægter at lægge løftet til grund.
»Ved dagens afslutning er der jo ingen, der kan have tillid til et politisk system, hvis man ikke har tillid til dets ledere. Lars og jeg garanterer en folkeafstemning, hvis vi – hvad vi har svært at forestille os – skulle ønske at gå med i europæisk politik på asylområdet. Hvis man ikke vil tro på det, så er vi i mine øjne i en dyb, politisk krise, for i Danmark har vi en tradition for, at vi ikke gør alt til jura, men at vi laver politiske aftaler og forlig, som man kan regne med,« siger hun og holder en kort pause.
»Derfor vil jeg faktisk ikke have siddende på mig, at man ikke kan stole på, hvad jeg siger.«
Kristian Thulesen Dahl har gjort gældende, at Løkke og Frederiksen ikke kan garantere noget ud over deres egen tid som partiformænd. Men også det har de to formænd et svar til. De sammenligner asylgarantien med det nationale kompromis fra 1992, som markerede de danske EU-forbeholds fødsel, og som siden er anerkendt fuldt ud af nye partiformænd.
»I mine rækker går det fra Uffe (Ellemann, red.) over Anders (Fogh Rasmussen, red.) og til mig, mens det i Mettes rækker går fra Nyrup til Lykketoft over Helle (Thorning-Schmidt, red.) og så til Mette. Det ville være politisk selvmord, hvis vores generation af politikere gjorde vold på det nationale kompromis. Og det ville på alle måder også være et politisk selvmord, hvis den her alliance vendte ryggen til det, vi har aftalt, og gik ind i et udvidet asyl- og flygtningesamarbejde uden en folkeafstemning,« siger Lars Løkke Rasmussen.
Spørgsmål: Har nej-partierne ikke en fuldstændig klar pointe i, at EU over tid har udviklet sig til at være noget helt andet, end danskerne blev stillet i udsigt af ja-partierne?
»Der er ikke noget belæg for, at man har svigtet garantier, der er blevet udstedt, og det er jo sådan set det centrale. Jeg anerkender og tager alvorligt, at der er den om, om EU ikke fylder for meget, men vi skal ikke gøre det her til en symptomafstemning. Det handler jo ikke om græsk gældskrise, det aktuelle migrationspres på Europa eller alt muligt andet. Det handler om noget helt konkret,« siger Løkke.
Det helt konkrete er, at Danmark står til at ryge ud af Europol-samarbejdet, fordi det forventes at blive overstatsligt til næste år.
Derfor ønsker ja-partierne at afskaffe retsforbeholdet for i stedet at gøre brug af den tilvalgsordning, som kun Danmark, Irland og Storbritannien har ret til.
Tilvalgsordningen betyder, at disse lande i modsætning til alle andre EU-lande selv kan vælge, hvilke dele af EUs retspolitik, de ønsker at være en del af. De danske ja-partier ønsker allerede nu at tilvælge 22 såkaldte retsakter om eksempelvis fælles bekæmpelse af pædofili og menneskehandel.
Ifølge Mette Frederiksen er det »fuldstændigt afgørende«, at Danmark bliver i Europol.
»Kriminalitetsbilledet i dag er, at kriminaliteten bliver stadig mere grænseoverskridende, og at kriminelle flytter sig stadig mere over grænser. Derfor er det min klare overbevisning, at man ikke kan lave dygtigt politiarbejde, uden at vi er en integreret del af Europol,« siger hun.
Ifølge Løkke bekræfter de tragiske terrorhandlinger i Paris vigtigheden af Europol.
»Nu skal man være meget varsom med at skubbe sådan nogle begivenheder foran sig, for der er jo ingen – heller ikke dem, der anbefaler et nej – som på nogen måde skal associeres med det. Men det bekræfter jo med al sin gru og uhyggelighed, at nogle af de udfordringer, vi står over for, er grænseoverskridende i sin natur. Det understreger vigtigheden af et forpligtende, tæt og tillidsfyldt politisamarbejde i Europa,« siger han.
Spørgsmål: Stort set alle partier i Folketinget – også Dansk Folkeparti <saxo:ch value="226 128 147"/> er enige i, at vi skal blive i Europol. De foretrækker bare, det skal ske med en parallelaftale, så vi kan bevare vores retsforbehold. Hvorfor ikke gøre det på den måde?
Mette Frederiksen: »Fordi vi ikke ønsker en parallelaftale. En parallelaftale er et B-medlemskab af Europol, hvor vi ikke sidder med ved bordet, og hvor vi ikke kan søge direkte i databaserne. Derudover vil der uanset hvad være et tidsrum, et slip, hvor vi vil stå uden for Europol, mens vi forhandler en parallelaftale. Det vil jeg som tidligere justitsminister skarpt advare imod.
Spørgsmål: Hvem skulle have nogen som helst interesse i, at Danmark ikke fortsætter i Europol gennem en parallelaftale?
Lars Løkke Rasmussen: »Det er jo heller ikke, fordi vi siger, at ingenting kan lade sig gøre, hvis danskerne stemmer nej. Det vil bare være at bevæge os ud i noget, der er totalt usikkert og komplekst. Og for at være helt ærlig tror jeg, at de andre europæiske lande ville have meget svært ved at forstå, hvis Danmark vender ryggen til den luksusmodel (tilvalgsordningen, red.), som vi har fået adgang til.«
Spørgsmål: Hvorfor så ikke bare lave en folkeafstemning kun om Europol?
Lars Løkke Rasmussen: »Fordi det for det første er tvivlsomt, om det rent juridisk kan afgrænses sådan. Det er der en masse kloge hoveder, der udtaler sig om. For det andet rækker den her afstemning jo længere end det. Vi har jo gennemgået det med en tættekam og fundet 22 europæiske love, som, vi synes, repræsenterer en reel merværdi, som er i danskernes klare interesse.«
Spørgsmål: Der er jo meget forskellige retstraditioner i de andre europæiske lande. Man ser forskelligt på beskyttelsen af rettigheder og den personlige frihed. Kan I ikke være bekymrede for, at der over tid smugler sig ting ind i dansk ret, som bryder med vores principper?
Mette Frederiksen: »Det er rigtigt, at traditionerne i hvert fald i nogle af de europæiske lande er ret forskellige. Men man skal bare huske på, at hvis der opstår en kutyme i fremtiden, som vi ikke bryder os om, og som går for langt, så kan vi stå af igen og sige nej. Det er jo det, der er hele pointen.«
Hvad der sker, hvis de to partiledere ikke får held med at overbevise danskerne om et ja, er til gengæld mere uklart.
Ifølge Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen er der ikke nogen egentlig plan B – men de understreger, at de i givet fald »selvfølgelig vil forvalte resultatet bedst muligt for Danmarks interesser«.
»Det vil bare være unødigt besværligt og yderst tvivlsomt, hvad resultatet vil blive. Det er jo i virkeligheden det, der er specielt ved den her afstemning. Vi behøver ikke sidde og male alle mulige billeder op om, hvordan verden vil blive anderledes, hvis man stemmer ja. Et ja er det, der garanterer status quo. Det er dem, der anbefaler et nej, der gambler med det, vi kender,« siger Lars Løkke Rasmussen.