- Jeg ville da hellere have siddet et andet sted. Jeg håber ikke, jeg bliver ved med det.

Sådan siger Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, i et interview i Go’ Morgen Danmark i anledning af sine første 100 dage i opposition.

For hvis man spørger ham, er det »meget alvorlige« initiativer, den røde regering har sat i gang.

- Vi er midt i en krise, og Danmark taber arbejdspladser, og den kurs, regeringen har lagt ved at gøre det dyrere at være dansker er meget alvorlig, siger Lars Løkke Rasmussen med henvisning til de øgede afgifter, den nye regering har indført, samt den betalingsring rundt om hovedstaden, der også er udsigt til.

LÆS OGSÅ:

LÆS OGSÅ:

Men den forhenværende statsminister har da også lidt ros med på vejen til sin efterfølger, Helle Thorning-Schmidt og hendes regering.

- Heldigvis har de ikke lavet helt så meget om, som man kunne frygte, så det er ikke gået helt så galt, som man kunne frygte, siger han og peger blandt andet på, at efterløns- og dagpengereformen er blevet gennemført.

Lars Løkke Rasmussen ærgrer sig over, at det ikke er ham, der i dag onsdag er vært for EU-Kommissionen, når formandskabet formelt overdrages Danmark.

- Det er klart på minussiden, for vi har jo forberedt formandskabet godt og grundigt, siger han.

LÆS OGSÅ: 

Men Lars Løkke Rasmussen er altså fortrøstningsfuld i sin forhåbning om »at få Venstre tilbage i Statsministeriet.«

- Jeg tror, der er 1361 dage tilbage, hvis de sidder perioden ud, siger han.