Selvom statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har kritiseret den forrige regering for at udbetale børnecheck til EU-borgere efter kort ophold i Danmark, følger Venstre-regeringen nu samme kurs, skriver Jyllands-Posten.

Da V-regeringen i forrige uge fremsatte et lovforslag, som strammer flygtninges mulighed for at få børnechecken, fremgik det af bemærkningerne til lovforslaget, at regeringen håndhæver EU-borgernes rettigheder.

Kovendingen vækker vrede hos Dansk Folkeparti.

»Det er helt hul i hovedet, at den ny regering bøjer sig for EU. Så hård, som Venstre var i retorikken dengang, burde partiet også være mere stålfast nu og prøve at tage sagen op mod EU,« siger Dansk Folkepartis skatteordfører, Dennis Flydtkjær (DF), til Jyllands-Posten.

Juraprofessor på Københavns Universitet Kirsten Ketscher mener, at Venstre er kommet til fornuft, når partiet ikke længere vil tage kampen op ved EU-domstolen.

Venstres skatteordfører Louise Schack Elholm påpeger, at det uden tvivl ville have resulteret i en retssag, som Danmark ville tabe, hvis V-regeringen fortsat havde modsat sig at give børnecheck til EU-borgere.

»Jeg kan godt forstå, man er frustreret over, at vi ikke kan løse det hele på en gang« siger hun og fortsætter:

»Hvis vi kunne se, at vi kunne løse det her gennem EU-domstolen, ville vi også gerne gøre det. Det har vi desværre mistet troen på, at vi kan, for der er blevet udtalt så direkte kritik, og af de dokumenter, vi har fået adgang til, kan vi se, at vi kan simpelthen ikke løse det den vej igennem,« siger skatteordføreren.

Derfor fastholder Louise Schack Elholm også, at der ikke er tale om en kursændring af Venstres politik:

»Det er sådan set ikke en kovending. Vi har lovet at ændre reglerne i forhold til flygtninge, så vi kan få løst den udfordring, vi har her og nu. Det er det, vi i første omgang gerne vil,« siger Louise Schack Elholm til Berlingske Nyhedsbureau.

Venstre vil i stedet kæmpe mod udbetaling af børnechecken til EU-borgere sammen med andre EU-lande, der oplever lignende udfordringer med velfærdsgoder, der sendes ud af landet.

I forbindelse med valget gjorde hele den borgerlige fløj det klart, at den vil støtte den britiske premierminister, David Camerons, kamp mod EU som en social union, hvor EU-borgere straks kan hæve eksempelvis børnecheck og dagpenge i et land, de for en tid arbejder i.