Ved folketingsvalget for fire år siden var Lars Løkke Rasmussen den absolutte topscorer, hvad personlige stemmer angik. Sådan gik det dog langt fra ved torsdagens valg. Han har mistet omkring 23.000 stemmer siden sidste valg.
Venstres formand - der spåes at blive kommende statsminister efter blå bloks valgsejr torsdag - fik nemlig en gevaldig vælgerlussing.
Selvom han stadig fik mange personlige stemmer, er det langt fra lige så mange, som han fik ved valget i 2011.
Dengang fik Lars Løkke Rasmussen, der på det tidspunkt var siddende statsminister, 56.285 personlige stemmer.
Denne gang har han kun fået 33.393, skriver DR.
Det kan samtidig også sammenlignes med det store antal personlige stemmer, som formand for Dansk Folkeparti, Kristian Thuelsen Dahl, fik.
Sammen med resten af partiet fik han nemlig et fremragende valg, og Kristian Thulesen Dahl endte også selv med at få 57.371 stemmer på sit navn. Det var mere, end Lars Løkke Rasmussen fik for fire år siden.
Under sin sejrstale på Christiansborg torsdag, hvor Venstre holdt valgfest, understregde Lars Løkke Rasmussen, at partiet ikke havde haft et godt valg. Noget, han selv tog en del af ansvaret for.
»Vi har ikke haft det valg, vi drømte om. Det er der mange grunde til. Og det bærer jeg en stor del af ansvaret for. For der har været tumult omkring min person, og vi har været i modvind,« sagde han blandt andet og fortsatte:
»Der er sagt mange ting om mig, og der er sagt mange ting om Venstre. Og nu er vores fælles opgave at gøre alt det, der er sagt, til skamme.«

