Kort inden et interview hos TV2 News i onsdags skulle temperamentet angiveligt være løbet af med Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen.
Det var Ekstra Bladet, som torsdag kunne fortælle, at gnisterne fløj i sminkerummet, inden Venstres statsministerkandidat skulle interviewes i TV2 News-programmet »Krydsild«.
Her skulle Lars Løkke Rasmussen tilsyneladende have været rasende over udsigten til at blive stillet et seer-spørgsmål om sin troværdighed. Derfor kontaktede Løkkes spindoktor, Christian Hüttemeier, TV2-cheferne, som efterfølgende pillede spørgsmålet ud af programmet.
Læs også:
TV2 News-chefredaktør Mette Østergaard har over for Ekstra Bladet afvist, at TV2 lod sig kyse af Lars Løkke Rasmussen og hans spindoktor, men i en intern mail har den TV2-medarbejder, der havde arrangeret interviewet med Venstre-formanden, afvist, at der var lavet aftaler om, hvilke spørgsmål Lars Løkke Rasmussen skulle stilles i »Krydsild«.
Læs også:
BT fangede fredag eftermiddag en fåmælt Lars Løkke Rasmussen, da han var i Esbjerg for at hjælpe Venstres lokale spidskandidat Carl Holst med at kapre stemmer.
Det er kommet frem i interne mails, at du ikke ville svare på bestemte spørgsmål i TV2 News i onsdags. Hvad er din opfattelse af den situation?
»Jeg har svaret på de spørgsmål, jeg er blevet spurgt om,« sagde Lars Løkke Rasmussen.
Læs også:
»Pressen må stille alle de spørgsmål, den har lyst til. Jeg har ikke bestemt hvilke spørgsmål, der skulle stilles.«
Læs også:
»Jeg har oplevet langt værre end det Ekstra Bladet har skrevet de seneste dage. Jeg var i øvrigt i strålende humør i onsdags, det var jeg også i går, og det er jeg også i dag (fredag, red),« sagde Lars Løkke Rasmussen til BT, inden han skulle videre med sit travle valg-program.