Der er behov for et opgør med de nuværende lønvilkår for politikere, fastslår statsminister Lars Løkke Rasmussen i kølvandet på sagen om sin forsvarsministers eftervederlag.

Der er behov for nye regler for politikeres lønvilkår. Det fastslår statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der dermed for første gang adresserer det langstrakte forløb omkring forsvarsminister Carl Holsts (V) eftervederlag.

Læs også:

»Der er brug for, at vi får kigget på de her regler. Der er en problemstilling omkring borgmestre og regionsformænd. Det skal der kigges på, for det er svært at forstå lige nu,« siger statsministeren på Venstres sommermøde i Billund.

Carl Holst har været genstand for massiv kritik for at have taget imod et eftervederlag på 833.000 kroner fra sin tid som regionsformand i Region Syddanmark, alt i mens hans hæver en årlig løn på 1,2 millioner kroner som forsvarsminister.

Læs også:

Indledningsvist afviste ministeren at give afkald på eftervederlaget, men torsdag aften vendte han på en tallerken og meddelte, at han ville frabede sig at få den resterende del af vederlaget udbetalt. Det drejer sig om cirka 350.000 kroner, han ville få udbetalt de kommende måneder.

Lars Løkke Rasmussen siger, at han har »respekt« for den beslutning, men påpeger samtidig, at det er ikke rimeligt, at Carl Holst har været placeret med det moralske ansvar i spørgsmålet.

»Det kan ikke nytte noget, at det er den enkelte, der får løn ind på kontoen, der skal stå på mål for den løn, man har fået, fordi andre har besluttet det,« siger Lars Løkke.

Læs også:

I øjeblikket sidder den såkaldte Vederlagskommission og endevender reglerne på området, og i løbet af efteråret ventes den at præsentere forslag til, hvordan politikernes lønvilkår skal se ud i fremtiden. Og det arbejde bør munde ud i nye regler, siger statsministeren.

»Vi har brug for anstændige lønvilkår for politikere, men vi har også brug for lønvilkår, der er forståelige,« siger Lars Løkke.

Han erkender samtidig, at han selv modtog et engangsbeløb, da han i 2001 forlod sin amtsbormgesterstilling i Frederiksborg til fordel for en ministerplads i Anders Fogh Rasmussens regering.

Ifølge Ekstra Bladet skulle statsministeren have modtaget 120.000 kroner, men det beløb kunne Lars Løkke Rasmussen ikke selv bekræfte på pressemødet.

»Jeg er ikke i stand til at bekræfte beløb. Hvis I har regnet det ud, så har I regnet det ud. Og hvis det er rigtigt, så er det rigtig,« lød det fra Lars Løkke Rasmussen på pressemødet.