Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen (V), vil være stolt, hvis statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) får en af de EU-topposter, der skal fordeles i den kommende tid.

Selv om statsministeren gentagne gange har sagt, at hun agter at være sit partis statsministerkandidat ved et kommende folketingsvalg, peger flere og flere på hende som kandidat til at overtage Herman van Rompuys post som formand for Det Europæiske Råd.

Spørgsmål: Vil hun efter din vurdering være god på sådan en post?

»Jeg vil være stolt af, hvis Danmark kan besætte en sådan toppost,« siger Lars Løkke Rasmussen.

Spørgsmål: Er det et godt signal, hvis der er danske politikere, der besætter sådan nogle topposter i EU?

»Ja, naturligvis. Vi kommer fra et lille land, og derfor er det altid en stor glæde, når der er danskere, der besætter store poster. Da Hartling blev FN-flygtningehøjkommissær, da min egen tidligere formand blev generalsekretær for NATO, da Connie Hedegaard (K) fik en fremtrædende kommissærpost. Så det glæder mig hver gang.«

Spørgsmål: Vil du opfordre Thorning til at gå efter det?

»Det tror jeg ikke, jeg skal blande mig i,« siger Lars Løkke Rasmussen.

Meldingen fra Venstres formand kommer samme dag, som Jens Rohde (V), medlem af Europa-Parlamentet for Venstre, i en kronik i Berlingske peger på Helle Thorning-Schmidt som et særdeles oplagt bud på en kandidat til en EU-toppost.

»Jeg har oplevet Thorning på den europæiske scene flere gange. Hun er god. Hun har super god stil. Hun er sammen med kansler Merkel (den tyske forbundskansler, Angela Merkel, red.) ubetinget en af de mest robuste politikere blandt de europæiske ledere. Hun er sprogligt begavet, og stort set alle statsledere oplever hende som »godt selskab«,« skriver Jens Rohde i kronikken.