Lars Løkke Rasmussen (V), kom tirsdag under fornyet pres, efter endnu en sten i den omfattende føljeton om klimaorganisationen GGGI blev vendt.
En bred vifte af partier på Christiansborg, herunder regeringspartierne og Dansk Folkeparti, opfordrer atter Løkke til at lægge dokumentation frem i forbindelse med Venstre-formandens datters rejse til Brasilien, som GGGI i første omgang betalte.
Men det kommer ikke til at ske, forklarede Lars Løkke Rasmussen foran Venstres gruppeværelse på Christiansborg tirsdag eftermiddag.
»Den her misforståelse bliver hverken større eller mindre af, at vi bliver ved med at tale om den,« sagde Løkke og uddybede:
»Der er ikke noget nyt i den historie. Der var tale om en misforståelse, og det gjorde jeg også rede for på pressemødet,« sagde han med henvisning til det timelang pressemøde om hele GGGI-sagen, som Løkke holdt i oktober.
Det er Dagbladet Information, der tirsdag kunne fortælle, hvordan GGGI selv foreslog at betale for Løkke og hans datters rejse til Rio de Janeiro tilbage i sommeren 2012.
På det omtalte pressemøde i oktober havde Løkke ellers forklaret, at det var en »misforståelse«, der lå til grund for, at GGGI havde punget ud for datterens rejse, der beløb sig til 27.000 kroner.
Regeringen, SF og Enhedslisten har gentagne gange opfordret Løkke til at lægge e-mails mellem Venstre, Løkke og klimaorganisationen frem, og tirsdag meldte Dansk Folkeparti - der ellers har holdt sig mere eller mindre på sidelinen - sig også på banen.
Til TV2 News sagde partiets ordfører for udviklingsbistand, Hans Kristian Skibby (DF), at Løkke bør svare på spørgsmål i sagen:
»Hvis man ellers har rent mel i posen, er der ikke noget til hinder for, at man svarer ærligt og redeligt. Derfor mener jeg, at det bedste ville være at stille sig til rådighed og svare på spørgsmålene. Og får man ikke svarene, begynder folk selv at tolke på det, der ligger,« sagde Hans Kristian Skibby.
Men ifølge Lars Løkke Rasmussen er der ikke noget at komme efter, og derfor må den røde blok og Dansk Folkeparti tage til takke med den forklaring, som allerede er givet.
»Det er ikke nogen ny oplysning, at GGGI betalte for den billet og også gerne ville betale for den billet. Det er heller ikke nogen ny oplysning, at jeg dengang, jeg rejste, sagde til de danske medier, at jeg selv skulle betale, så derfor er det en misforståelse. Og som I også ved, så er der rettet op på den for lang tid siden,« sagde han med henvisning til, at han siden har betalt billetten.
Spørgsmål: Men det kunne jo lukke sagen, hvis du lagde det frem?
»Det er nok uden for mine hænder at afgøre, hvornår noget kan lukkes,« sagde Løkke.
Ifølge Radio24syvs politiske redaktør, Jesper Termansen, er de nye oplysninger i GGGI-sagen alvorlige for Løkke og et angreb på oppositionslederens troværdighed.
»Den her sag drejer sig dybest set om: Er han troværdig, eller er han ikke troværdig? Er han egnet som leder af Danmark? Ikke bare af den blå opposition, men som leder af Danmark som statsminister, hvis vi sætter det meget på spidsen,« siger Termansen.
Han peger på, at det kostede Venstre dyrt i meningsmålingerne, da GGGI var på sit højeste.