Venstre kræver friske reformmilliarder til skattelettelser, hvis partiet skal når til enighed med regeringen om en skattereform. Det fastslår partiformand Lars Løkke Rasmussen efter tirsdagens indledende møde med regeringen om en kommende skattereform.

- Der er ikke noget perspektiv i at opkræve en alt for høj skat på en ny og anderledes måde. Perspektivet lægger i at sætte skatten ned på danskernes lønindkomst og på virksomhederne, så vi kan få skabt nogle flere arbejdspladser, sagde Lars Løkke Rasmussen efter mødet.

- Derfor skal regeringen indse, at de reformmilliarder, der ikke skal bruges på at vedligeholde og udbygge den offentlige sektor, kan bruges i en skattereform, fastslog han.

På mødet fik Løkke dog ikke svar på, om regeringen er klar til at opfylde Venstres ønske.

- Vi mangler et klart svar. Jeg kan bare sige, at vi har givet regeringen et tilbud. Vi vil gerne være med til at lave en offensiv skattereform. Ikke en, hvor man bare straffer boligejerne, ikke en, hvor man bare flytter penge fra den ene lomme til den anden, ikke en, hvor man laver alderdiskrimination, men en rigtig skattereform, hvor man letter skatten rigtigt på arbejde og letter byrden for virksomhederne, lød det fra Lars Løkke Rasmussen.

Venstre selv har peget på 13 milliarder kroner i skattelettelser. Det er beløbet, der er tilovers, når regeringen ifølge sin 2020-plan har sikret en vækst på 0,8 procent i det offentlige forbrug.