Løkke afviser energikompromis
Lars Løkke Rasmussen (V) afviser, at Venstre vil gå med på kompromis i de igangværende energiforhandlinger.
Lars Løkke Rasmussen (V) afviser, at Venstre vil gå med på kompromis i de igangværende energiforhandlinger.
Den tidligere statsminister og partileder for Venstre, Lars Løkke Rasmussen, afviser nu den udstrakte hånd, som statsminister Helle Thorning-Schmidt kom med på tirsdagens pressemøde, da hun opfordrede til, at der blev fundet et kompromis i de igangværende energiforhandlinger.
- Regeringen vil bruge 5,6 milliarder på vedvarende energi. Venstre har for længst meldt ud, at partiet vil bruge tre milliarder på samme øvelse, og det tal står partiet stadig urokkeligt fast på, siger Lars Løkke Rasmussen til Ritzau ifølge Jyllands-Posten.
Overfor Ritzau sår den tidligere statsminister tvivl om, hvorvidt der overhovedet er råd til at 5,6 milliarder, som regeringen har lagt op til.
- Vi har imidlertid valgt at være konstruktive og stå ved de tre milliarder, men det er også grænsen. Det er at strække sig meget, meget langt. Vi er nødt til at tage danskernes parti, siger Lars Løkke Rasmussen til Ritzau ifølge Jyllands-Posten.
Afvisningen fra Venstre kommer, efter at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) på tirsdagens pressemøde udtrykte sin vilje til at finde et kompromis i de strandede forhandlinger.
- Hvis man gerne vil have en bred aftale, bliver man også nødt til at give sig. Det er vi klar til, men jeg håber også, at Venstre er klar til det, sagde Helle Thorning-Schmidt.
- Vi er klar til at indgå kompromiser, jeg håber også, de kommer med samme villighed, fastslår hun.
Dermed er der nok engang lagt op til et smalt forlig i forhandlingerne om, hvor mange penge der skal afsættes til at gøre Danmark uafhængig af kul, gas og olie i 2050.
Regeringens udspil lyder på 5,6 milliarder kroner, men Venstre vil altså ikke bruge mere end tre milliarder kroner.