De fleste kender ham som dommer i TV-showet 'The Voice - Danmarks største stemmer'. Men i årevis har L.O.C. alias Liam O'Connor været én af landets mest populære og mest talentfulde hip-hop-artister.

Og som en sådan lader humøret til at være i let forbedring.

Sidst vi hørte fra L.O.C. hed albummet således 'Libertiner'. Og stilen var mildest talt små-depressiv - men samtidig smart.

Nu er Liam klar med singlen 'Noget Dumt' (ren selvglad westcoast stil). Og om sin nye/gamle stil siger Liam selv:

- Musikalsk har jeg de sidste par år kysset med en del yderligheder. Det har medført en udvikling og et musikalsk råderum, der nu gør det til den fedeste fornemmelse i verden igen at lave noget af det jeg holder mest af. Tekstmæssigt befinder "Noget Dumt" sig i det selvforherligende og umiddelbare univers jeg altid har elsket ved rap."

L.O.C's sjette album 'Prestige, Paranoia, Persona Vol. 1' udkommer 23. marts.