LO vil have fradrag for bompenge
LO-fagforeninger kræver nu, at pendlere får et fradrag for udgifter til at passere en københavnsk betalingsring – ganske som tilfældet er med storebæltsafgiften. Regeringen er tavs.
LO-fagforeninger kræver nu, at pendlere får et fradrag for udgifter til at passere en københavnsk betalingsring – ganske som tilfældet er med storebæltsafgiften. Regeringen er tavs.
Gennemfører regeringen som planlagt en betalingsring rundt om København, skal pendlere og virksomheder have et skattefradrag for de penge, de betaler for at passere ringen. Sådan lyder kravet fra flere LO-fagforeninger, inden regeringen i nærmeste fremtid fremlægger en endelig model for den omdiskuterede betalingsring, skriver Berlingske.
ER DET FAIR, AT PENDLERE OG VIRKSOMHEDER FÅR ET FRADRAG FOR UDGIFTER TIL AT PASSERE BETALINGSRINGEN? DELTAG I DEBATTEN UNDER ARTIKLEN.
Politisk konsulent i Dansk Metal Henrik Keinicke hæfter sig ved, at det til sammenligning udløser et skattefradrag på 90 kroner, hver gang man på vejen til og fra arbejde kører over Storebæltsbroen. - Økonomisk kompensation i form af et skattefradrag er interessant, hvis alternativet er, at folk skal betale 11.000 kroner om året for at køre på arbejde, siger Henrik Keinicke.
Han ser dog helst, at regeringen skrotter planerne om en betalingsring.Formand for HK Hovedstaden Christian Grønnemark mener, at regeringen bør droppe betalingsringen og i stedet indføre road-pricing for på den måde at komme trængslen til livs. Men fastholder regeringen ringen, vil skattefradraget være et plaster på såret, mener Christian Grønnemark: - Det vil være helt naturligt at rejse et krav om fradrag for trængselsafgiften i forlængelse af de eksisterende fradragsmuligheder, hvor man i vid udstrækning kompenserer udgifter til at komme på arbejde.Også formanden for LO Storkøbenhavn, Peter Kay Mortensen, bakker op om tankerne.Ifølge økonomiprofessor Jan Bentzen fra Aarhus Universitet vil et fradrag dog have en »chokeffekt« og reelt underminere ringens økonomi, eftersom pendlerne udgør en betragtelig del af indtægtsgrundlaget.- Overskuddet vil gå stærkt mod nulpunktet, konkluderer professoren.Transportminister Henrik Dam Kristensen (S) vil ikke udtale sig i sagen, mens SF-trafikordfører Anne Baastrup hverken vil sige ja eller nej til tankerne om et fradrag: - Jeg lytter til, hvad folk har af konkrete indvendinger, men mit hovedmål er, at trængslen skal nedbringes, siger hun til Berlingske.
Er det fair, at pendlere og virksomheder får et fradrag for udgifter til at passere betalingsringen? Deltag i debatten herunder. De bedste indlæg bliver bragt i B.T. torsdag.