LO nedsætter kulturelt vismandsråd
LO nedsætter kulturelt vismandsråd
LO nedsætter kulturelt vismandsråd
Filminstruktøren Erik Clausen bliver talende formand, mens forfatteren Carsten Jensen skal fungere som skribent for det kulturelle vismandsråd, som LO's formand, Hans Jensen, i dag præsenterede i LO's hovedsæde i København.
- Vi vil gerne være med til at sætte en kulturel udvikling, kreativitet og livskvalitet højere på dagsordenen i de kommende år. Vi må jo erkende, at de danske lønmodtagere har fået smør på brødet og tag over hovedet. I det nye årtusinde kommer det derfor langt mere til at handle om, hvordan vi sikrer større livskvalitet for vore medlemmer, sagde Hans Jensen, der understregede, at LO ikke skal sætte dagsordenen for det nye råd.
De øvrige kulturelle vismænd er: Forfatter Anne Marie Lønn, forfatter Kirsten Thorup, musiker Allan Olsen, forfatter Thomas Winding, skuespiller Hella Joof, tegner og dramatiker Nikoline Werdelin, skuespiller Farshad Kholghi og maler Christian Schmidt Rasmussen.
/ritzau/