LO køber magt i hele landet
Fagbevægelsen har for en halv mio. kr. købt sig til skriftlige aftaler med venstrefløjen – herunder i Danmarks tre største byer.
Fagbevægelsen har for en halv mio. kr. købt sig til skriftlige aftaler med venstrefløjen – herunder i Danmarks tre største byer.
Fagbosserne har haft checkhæftet fremme og købt sig til politiske aftaler med Enhedslisten, SF og Socialdemokraterne i ni danske kommuner op til kommunalvalget i næste måned - herunder både Odense, Århus og København.
Partierne har fået godt en halv mio. kr. mod at skrive under på LO-aftaler, hvor de forpligter sig til at arbejde for mindre udlicitering og flere praktikpladser.
LO giver 200.000 kr. i Århus, Odder og Skanderborg, LO på Sydfyn laver valgmøder i fire kommuner for 100.000 kr., og LO Randers er klar med godt 50.000 kr. til valget - dette er oven i aftalerne i Odense og København, som B.T. tidligere har beskrevet.
Samme ordlyd
- Men vores 200.000 kr. i valgbudget skal altså også gå til regional- og EU-valget, siger formand for LO Århus, Hans Halvorsen, der står for tre aftaler i Østjylland.
De skriftlige aftaler er næsten ordret ens i de ni kommuner. Hele 12 formuleringer går således igen – bl.a. følgende:
- Det er en politisk forpligtelse at sikre, at alle medarbejdere i X Kommune, gennem tillidsrepræsentanter og MED-udvalg, inddrages i beslutninger vedr. kommunaldrift og organisation.
- Det viser, at det er mange af de samme værdier, fagbevægelsen, socialdemokrater og venstrefløjen kæmper for i hele landet, skriver overborgmesterkandidat Frank Jensen til B.T.
Kan give bagslag
Direktør Per Rystrøm fra PR-firmaet Operate og tidligere pressechef for socialdemokraten Henrik Dam Kristensen, siger, at sagen om LO-aftalerne kan give bagslag for venstrefløjen.
- Hvor fagforeningerne tidligere bare kunne give partistøtte til venstrefløjen, så bliver de i dag nødt til at vise, at de får noget til gengæld for at kunne forsvare det over for deres medlemmer.
Noget andet er, at sådanne aftaler skaber problemer for partierne, fordi det kommer til at virke, som om de er til salg for et kontant beløb, siger han.
Han mener, at Helle Thorning er helt galt på den, når hun forsøger at sammenligne aftalerne med firmaers støtte til borgerlige partier. De borgerlige bliver nemlig ikke tvunget til at skrive under på aftaler om politikken af firmaer, før de får støtten.