Livsfarligt stilladsarbejde på ambassade
Fire malere arbejder i øjeblikket med livet som indsats på et ulovligt stillads ved den kinesiske ambassade, mener Stilladsarbejdernes Brancheklub.
Fire malere arbejder i øjeblikket med livet som indsats på et ulovligt stillads ved den kinesiske ambassade, mener Stilladsarbejdernes Brancheklub.
På den kinesiske ambassade i ambassadekvarteret i Hellerup nord for København arbejder fire ansatte med at male huset på et vakkelvornt stillads, som set med danske briller er ulovligt, skriver Fagbladet 3F.
- Der er absolut intet på det stillads, der er lovligt. Det er livsfarligt at arbejde på, og det burde pilles ned med det samme, siger John Jakobsen, formand for Stilladsarbejdernes Brancheklub, til fagbladet.
Ifølge John Jakobsen skyldes usikkerheden ved stilladset, at det hverken er afskærmet eller fastgjort. De danske myndigheder er imidlertid magtesløse, fordi håndværkerne arbejder på kinesisk grund.
- Vi har umiddelbart ikke mulighed for at føre tilsyn med arbejde, der udføres på udenlandske ambassader, da der er tale om udenlandsk territorium, men vi undersøger sagen nærmere, siger Karsten Christensen, tilsynschef i Arbejdstilsynet, til Fagbladet 3F.
De usikre arbejdsforhold på Kinas ambassade er ikke enestående i ambassadekvarteret. I 2003 fik den polske ambassade også en del opmærksomhed på grund af problemer med arbejdsmiljøet. Heller ikke dengang kunne Arbejdstilsynet skride ind.
Ifølge Fagbladet 3F har flere henvendelser på telefon og e-mail til den kinesiske ambassade endnu ikke udmøntet sig i et modsvar på kritikken.