"Ja, jo, nej," det ville vi nok ikke, erklærer Allan Andersen med et grin. Han ses til venstre.

Allan Andersen har overgivet det kække billede til B.T. for at nuancere debatten om Den Kongelige Livgarde. Siden det blev afsløret, at Danmarks første kvindelige garder også er glædespige i det lette kavaleri, har hendes dydige, mandlige kolleger raset.

Hun kaster skam over den fornemme garde og plettet regimentets fine ry, lyder det fra de raske havregrynsdrenge. Og hun fortjener ikke livgardens værdighedstegn, Rex-mærket. Det mærke, som sidder solidt på de tre frække gardere på billedet.

"Jeg kan ikke personligt blive forarget over, at hun er escortpige. Man er udadtil meget hellige i livgarden, sådan lidt fisefornemme. Men sandheden er, at vi selvfølgelig er lige som alle andre," siger Allan Andersen, som fortæller, at gardernes private fotoalbums er fyldt med lignende motiver, som det i B.T. i dag.

"Jeg ved bl.a., at der er taget et foto af en splitternøgen pige på slotspladsen foran Amalienborg. Hun ville lave sjov med sin kæreste, som stod vagt i skilderhuset, og det blev der taget billeder af," fortæller Allan Andersen.

Han sluttede sin 12 måneders tjeneste i livgarden i fjor og er i dag smed i den lille jyske by Stenderup. Efter at have nærstuderet dagens B.T.-foto mener livgardens presseofficer at kunne identificere det. Han har nemlig set billedet før, blot i en anden version, hvor de tre gardere stod med ryggen til.

"Den gang blev billedet offentliggjort i et ugeblad, og man fandt frem til synderne, fordi én havde en tatovering bagpå. De tre blev i øvrigt straffet, vistnok med en bøde. Det er vel det, de forsøger at hævne nu, efter at de ikke længere er tjenestegørende," siger han.

Men heri tager C.B. Suhr-Jessen fejl.

"Det er slet ikke det samme billede. Jeg har godtnok hørt om det andet, men jeg ved ikke, hvem der tog det," siger Allan Andersen.

Imens venter garden på det næste udspil fra regimentets førende fotomodel, Ulla Hedegaard Juul.

Seneste nye i operetten er, at hun nu vil foldes ud som model i mandebladet Pige Special.

"Det må jo være pengene, som driver hende," bemærker C.B. Suhr-Jessen.

Ulla Hedegaard Juul er smidt ud af vagtkompagniet i Livgarden, så hun ikke længere skal gøre vagttjeneste hos Dronningen. I stedet skal hun møde på Høvelte Kaserne.