Matadors mor er ikke ovenud begejstret for Bornedals ’1864’, men hun ved, hvor hårdt det er at blive sablet ned af kritikerne

Når fjernsynene i det ganske land søndag aften blænder op for Ole Bornedals dramaserie ’1864’, er Matadors mor Lise Nørgaard ikke én af dem, der sætter sig til rette i lænestolen.

- Han skal ikke regne med mig, siger den 97-årige Lise Nørgaard med et skælmsk smil.

Og det er ellers ikke, fordi hun ikke interesserer sig for krigen i 1864. Næsten tværtimod.

I sidste uge var Lise Nørgaard på udflugt i Slesvig for netop at gå i historiens fodspor. Godt nok med rollator, men spændende var det.

Og på den konto halter det altså lidt med tv-serien.

- Jeg synes, at nogle af billederne er så mørke, at jeg slet ikke kan se, hvad der foregår. Og så synes jeg, at den handler om for meget. Der er for mange klip fra det ene til det andet.

- De fleste af mine venner falder sgu i søvn til den. Det er, hvad jeg hører til selskaber. Og jeg tror, at det er alt krydsklipperiet, der gør det, siger Lise Nørgaard.

Samtidig har hun dog ikke lyst til at fælde en for hård dom over serien. Endnu. Vil hellere vente, til alle afsnit er blevet sendt. Og det er der en god grund til.

Lise Nørgaard husker nemlig kun alt for godt, hvordan hendes egen ’Matador’ blev svinet til af kritikerne, da den første gang blev vist på tv.

De beskidte anmeldelser

- Uanset hvad jeg tænker og mener om ’1864’, så kan jeg udmærket huske de der beskidte anmeldelser, jeg fik af især Politiken og Berlingske Tidende. Jeg fik godt nok nogle på skallen, siger hun og ryster på hovedet.

- Det var ikke, fordi de gjorde mig ondt. Tværtimod husker jeg, at jeg ikke kunne lade være med at grine ad det. For jeg kunne jo se på folk, hvilke aviser de læste.

- Når jeg gik morgentur rundt om Lyngby Sø med hunden dagen efter, at ’Matador’ havde været vist, havde alle dem, der læste Politiken, travlt med at se ind i buskadset og kalde deres hund til sig, når jeg kom. De turde slet ikke se mig i øjnene. Mens dem, der læste Jyllands-Posten og Frederiksborg Amtsavis, hilste smilende med et ’god morgen og tak for i går’, griner Lise Nørgaard.

Som jo er den, der har kunnet grine længst. For ikke alene er ’Matador’ blevet genudsendt gang på gang med enorme seertal, den regnes også for et hovedværk indenfor dansk tv-dramatik. Trods de vildt dårlige anmeldelser.

- Så man må da håbe, at den stakkels Bornedal ved, at det ikke kan blive værre end dengang, siger Lise Nørgaard. Som har fundet ud af, at der ovre på DRK sendes en dejlig koncert søndag aften.

- Så den kan man jo vælge. Det gør jeg.