Ikke nok med at at hun er hele Danmarks Matador-mor.

Lise Nørgaard er også på mange andre områder noget helt særligt.

Om mindre end to måneder fylder hun 100 år. Og mens andre både mister førligheden og nogle af åndsevnerne mange år tidligere, så er Lise Nørgaard stadig fuldstændig åmdsfrisk - ja, i en grad så det nærmest er majestætsfornærmelse overhovedet at nævne emnet.

Godt timet til fødselsdagen udkommer en ny biografi om Lise Nørgaard, »Lise Nørgaard - de første 100 år« og her løfter hun sløret for både det lange liv, døden og eftermælet. Hvordan hun vil huskes, hvordan hun har forberedt sin begravelse og hvad hun tænker om livet efter døden. Og selv om det er Matador, der har givet hende en plads i alle danskeres hjerter, så er hun også der lidt på tværs. Hun vil faktisk helst huskes for noget andet.

»Hvis der er en slags liv efter døden, så handler det udelukkende om, hvordan man bliver husket,« siger hun i bogen, der er skrevet af journalisten og filmanmelderen Jacob Wendt Jensen.

»Jeg har været heldig at møde vigtige mennesker på de rigtige tidspunkter undervejs i min karriere, og så har jeg selv bidraget med mine evner. »Matador« skygger for det meste andet, jeg har lavet. Der er ikke mange, der husker de journaistiske kampagner. Skal jeg absolut vælge, vil jeg helst huskes for min journalistik. At være journalist er forpligtende på den måde, at man præger udviklingen. Flytter noget. Det vil jeg gerne huskes for,« siger hun i bogen.

Hun var fremtrædende journalist på både Politiken og Berlingske, og Lisbeth Knudsen, der både var elev og senere chefredaktør på Berlingske, kan huske dengang.

»Allerede på redaktionsmøderne på Berlingske Tidende havde hun et røngtenblik for, hvad der ligger i den danske folkesjæl,« siger hun

Selv om Lise Nørgaard er i fin form, er begravelse dog noget, man må inddrage i planlægningen, når man snart runder 100. Men hun begyndte faktisk først at tænke på det, da hun var 90.

»Før i tiden plejede jeg at sige, at bare man ville sikre sig, at jeg var død, så ville jeg være fuldstændig ligeglad med, hvad der skete bagefter. For ti år siden skrev vi lidt op alligevel. Der skal synges nogle salmer. Flest af B.S. Ingemann, men også Brorsons »Op, al den ting, som Gud har gjort.« Ikke noget af Grundtvig, tak. Og så skal der spilles. Jeg har jo et barnebarn, der spiller klaver. Og jeg har en ven, der synger. Jeg skal begraves på kirkegården ved Skt. Ibs Kirke i Roskilde, hvor mine forældre og Christian allerede ligger. Og så skal der være et ordentligt gravøl bagefter,« siger Lise Nørgaard.

For syv år siden flyttede hun efter døtrenes råd til en lejlighed i et plan - stadig i Skovshoved med udsigt over Øresund - fordi hun ikke kunne klare trapperne efter at have pådraget sig et lårbensbrud, da hun snublede over en brosten på Kgs. Nytorv efter en ballet. Den beslutning er en af de få ting, hun har fortrudt. Hun ville simpelthen ikke finde sig i, at hun ikke kunne klare de trapper, og som en ren urkraft lykkedes det hende at generobre herredømmet over dem.

»I begyndelsen værkede det ad helvede til i mine ben, når jeg tog krykken, men på et vist tidspunkt tænkte jeg, at det skulle være løgn, og så stemte jeg fødderne i, og jeg kom mig. Siden er det blevet min spidskompetence at gå på trapper,« siger hun.

Jacob Wendt Jensen bekræfter, at Lise Nørgaard har et livsmod uden lige:

»Jeg har talt med hende i 30 timer i alt, og hun er stadig rigtig sjov at snakke med, selv om hun er født to år efter at kvinderne fik valgret og tre år efter at rutschebanen i Tivoli blev bygget. Og mens mange andre ældre har glemt en masse, så er hun super frisk, og kan huske det hele,« siger han.

»Hendes hemmeliighed er selvfølgelig gode gener, men også at hun har passet på sig selv, fra hun var ung. Hendes mor var forud for sin tid, og nærmest besat af, at børnene i familien ikke skulle have for meget sukker, så Lise har levet meget sundt, og faktisk hele sit liv vejet det samme, som da hun var en ung pige. Hun har virkelig passet på. Hun har jo røget, men det holdt hun op med for syv år siden efter lårbensbruddet.«

»Hun har fundet et tempo der var godt for hende. Et af hendes børnebørn siger, at hun er terrængående. Man kan sætte hende ned hvor som helst, og hun vil overleve - uanset hvilket miljø, hun er i. Men hun sørger også for at holde sig selv i gang. Hun står op hver morgen, og hager sig fast i livet, hun vil bare opleve noget. Hun læser tre aviser inden klokken 12 - Berlingske, Politiken og Frederiksborg Amtsavis, og kl. 12 har hun tit en frokostaftale med nogen. På gode dage har hun også en aftenaftale med noget teater eller opera, og en bid mad. Og hun er den, der tager sidst hjem. Mange af hendes jævnaldrende venner er døde, så hun er nødt til at finde nye venner i andre aldersgrupper, og hun kender mange spændende mennesker,« siger Jacob Wendt Jensen.

Lise Nørgaard var fyldt 60 år og var chefredaktør på Hjemmet, da hun i 1977 fik ideen til Matador. Hun fortalte sin direktør om nogle barndomsoplevelser fra Roskilde og en bankdirektør, hun kendte, og skrev et ord på en serviet: Matador. Ideen lå noget tid i en skrivebordsskuffe, men filminstruktøren Erik Balling, manden bag Olsen-Banden, havde hørt om den, og ledte efter en afløser for TV-serien »Huset på Christianshavn«. Resten er - som man siger - historie.

Lise Nørgaards sidste ord i biografien om hende er:

»Jeg har egentlig altid gjort, hvad jeg havde lyst til. Det må være derfor, jeg ikke har fortrudt så forfærdelig meget.«

Bogen udkommer på Gyldendal 3. maj, og det er også der, hun 14. juni fejrer 100 års dagen, hvor flere hundrede gæster vil hylde hende som Matador-mor med meget mere.