Lisa Nilsson har brugt fem år på genoplade batterierne, finde sig selv og sin musikalske identitet, og det er en meget afklaret og afbalanceret Lisa Nilsson, vi møder hos Sony, hvor hun præsenterer "Viva", der er hendes tredje plade, men som hun kalder sin debut, fordi hun for første gang skriver både musik og tekst.

Hun mødte sin mand, guitaristen Henrik Jansson (ja, det er Søs Fengers eks-mand og nej, Lisa Nilsson huggede ham ikke) lige omkring det tidspunkt, hvor hun trak sig tilbage for at fordøje alle de indtryk og oplevelser, hun havde haft, siden hun som 18-årig brød igennem.

"Når du er 18 år, du har slet ikke fundet din egen identitet, og pludselig står du der med det fiktive billede, som publikum har opfundet, og det bliver du meget påvirket af, når du endnu ikke er klar over, hvem du er. Jeg kunne ikke få øje på mig selv bag make up, tøj, lyd og image. Jeg havde mistet mig selv, og jeg havde mistet min musikalske identitet. På et tidspunkt blev jeg bange for, at jeg aldrig ville få lyst til at synge igen, men stille og roligt kom inspirationen. Efter to år, hvor jeg overhovedet ikke hørte kommerciel musik, men blot nøjedes med at lytte til P1 med snak og lidt stille musik, fik jeg igen nogle klare billeder af, hvad det var jeg ville med mig selv og min musik", siger Lisa Nilsson, der i Henrik Jansson fandt den store kærlighed.

De stærke bånd, de har skabt sammen, har hjulpet hende betydeligt i processen med at finde sig selv. Det var først da hun mødte ham, at hun følte sig tryg nok til at indrømme, at der var noget galt. Når hun skulle på scenen, fik hun angstanfald, blev agressiv og ustabil, og for Lisa Nilsson var det tydelige indikationer på, at hun trængte til at kigge indad.

"Når man finder ro i et forhold, bliver man stærkere og tryggere, og man får overskud til at indse, at der er et område af ens liv, der ikke fungerer mere - at du ikke har det godt og er nødt til at give dig selv tid og ro. Når man er alene, er det sværere at give slip, fordi man føler, at man er nødt til være sej og klare det.

Den ro og den bekræftelse man finder i et ægte og nært kærlighedsforhold betyder så meget. Man er ikke hele tiden på vej, men kan slappe af og tillade sig at være sårbar. Det er så stort, og pludselig forstår man godt drivkraften - hvorfor man har brugt så meget tid og energi gennem årene på at finde en partner og få et forhold til at fungere, selv om det var en kamp, og man slet ikke talte samme sprog. Det lyder måske patetisk, når man taler om at finde den rette, men det er jo hvad det handler om og en ting af væsentlig betydning for vores liv".

Lisa Nilsson indrømmer blankt, at der ikke umiddelbart duftede af de store følelser, da deres venskab stille og roligt gled over i et kærlighedsforhold, tværtimod. Det skete så snigende og fuldstændig uden åndenød, at hun næsten tvivlede på, at det skulle være dem.

"Det var så anderledes, end hvad jeg var vant til. I alle mine tidligere forhold var jeg fuldstændigt hysterisk i starten og mente hver gang, at nu var det "ham" - åh, han er så perfekt - i virkeligheden nok for at overtale mig selv, for man vil jo så gerne. Med Henrik var jeg overrasket over, hvor stille det gik.

Jeg forelskede mig samtidig med en veninde, og hun led alle de kvaler, jeg selv havde været igennem: kunne ikke sove om natten, kunne ikke spise, hvis han ikke ringede til hende, græd hun: Årh, hvor længe skal jeg vente, to dage, tre dage? Skal jeg selv ringe? Jamen, så ring da selv, måske sidder han og venter ved telefonen. Med Henrik var det helt naturligt, at så ringede han og så ringede jeg. Det tænkte jeg ikke nærmere over.

Jeg undrede mig over, hvad det var vi havde sammen, men pludselig en dag fik jeg en intuitiv fornemmelse af, at hvis det gik hen og udviklede sig, ville det bare blive det bedste forhold.

Jeg slap for at være bange, og det var en helt ny ting. Jeg kunne være mig selv. Det var en stor lettelse. Jeg var træt af alle de image-ting, jeg havde været igennem i tidligere forhold. Jeg havde nogle kortere forhold, hvor jeg var så usikker, at jeg ikke tog min make up af om natten. Det kan jeg ikke forstå nu. Og den slags fake orkede jeg ikke med Henrik. Jeg viste ham mig som jeg er. Om morgenen rødmosset og med briller. Det var alt eller ingenting.

Det var så skønt, for når man når dertil, har man intet at miste. Man bliver også helt tydelig og klar for sin partner. Der er ingen misforståelser, ligesom i mine tidligere forhold, hvor en sætning kunne blive fortolket til ti forskellige ting. Uhh, den tid vil jeg ikke opleve igen. Det var fint dengang, men ikke mere....

Og nu kan jeg da godt se, at det er svært at bygge et længerevarende forhold op, når man nærmest er sindssyg, i hvert fald helt vild i hovedet".

Og Lisa Nilsson fortæller ærligt, at de er kommet dertil i deres forhold, hvor de gerne vil have børn - hvis de kommer. Hun er holdt op med at tage p-piller, men hun nægter at gøre mere ud af det. Hun har set for mange veninder blive hysteriske, når de ikke som forventet gik hen og blev gravide og indretter samlivet efter ægløsning og temperaturmålinger.

"Måske kan jeg ikke få børn, måske kan jeg. Det bestemmer ham deroppe. Jeg bliver glad, hvis det kommer, men jeg nægter at blive depressiv eller psykisk nedbrudt, hvis det ikke går sådan. Det har jeg set ske for flere kvinder, og det vil jeg ikke ødelægge mig liv med. Foreløbig er jeg glad for, at det ikke er sket endnu - at jeg i hvert fald får overstået det her", siger Lisa Nilsson, der har udviklet en stærk tro på en kraft i universet. En tro, som hun betegner som en kærlighedskraft, der findes i alt og i alle væsener.

"Jeg tror der er noget større, men jeg tror ikke, at vi med vores bevidsthed er i stand til at fatte, hvad det er og sætte navn på, ligesom vi heller ikke kan give instrukser om, hvordan man opfører sig i Guds lille klub - jeg tror der er plads til alle. Jeg tror på tankens kraft og vi med den, er med til at præge verdenen, og at når vi slår os sammen, er vi stærkere. Ved vores bryllup ville vi holde en fest for kærligheden, og den energi og stemning smittede alle, der deltog. Den dag kunne vi udrette mirakler.

Min religion er nærmere jorden end himlen. Jeg tror på, at der var en Jesus, det er jo bevist med bl.a. arkæologiske fund, men jeg tror ikke på en herre, der hedder Gud, og hvem siger i øvrigt, at det er en mand. Hvem har set, om han har en penis? Ja, jeg har i hvert fald ikke".