En 28-årig og en 41-årig mand blev fredag eftermiddag varetægtsfængslet i fire uger til 12. oktober ved et lukket grundlovsforhør i Retten i Lyngby.

Mændene er mistænkt for i forening at stå bag drabet på Lisa Maria Skjærbæk, der torsdag blev fundet dækket af grus i haven bag Overførstergården i Gentofte, hvor blandt andre alkoholmisbrugere kan få et midlertidigt botilbud.

De to mænd, der blev forhørt hver for sig, sigtes for at have dræbt den 35-årige kvinde 2. eller 3. september 2012 på Herberget Overførstergården i Gentofte på en endnu ikke-klarlagt måde. Begge nægter sig skyldige.

Inden grundlovsforhøret blev der begæret navneforbud i sagen. En ting, som dommeren efterkom.

Den 41-årige ankom stille og roligt til retten i blå hel dragt angiveligt med et blåt venstre øje. Han har maskinklippet hår og er spinkel af bygning.

Første mand til at afgive forklaring var den 28-årige. Efter at have kigget sig lidt omkring i retslokalet, satte han sig i stolen ved vidneskranken og plantede albuerne i bordet.

Dem 28-årige er tætbygget, muskuløs, har kort karseklippet hår og en tatovering på venstre side af halsen. Under grundlovsforhøret havde han hængerøvs-/skaterbukser på og en sort sweater.

Begge mænd kommer fra misbrugsmiljøet og boede på herberget.

Lisa Maria Skjærbæk havde gennem længere tid selv kæmpet med misbrugsproblemer og var ved at blive skilt fra sin mand.

Hun efterlader sig tre små børn.