Tirsdag kunne man flere steder i det danske mediebillede læse, at Linse Kessler forlader sit elskede Islands Brygge, fordi hun er ved at få opført et hus længere ude på Amager.

Huset er rigtigt nok ved at blive opført, men det betyder ikke, at Linse Kessler har tænkt sig at forlade Bryggen.

»Jeg har stadig min lejlighed på Bryggen. Jeg flytter ingen steder,« siger Linse Kessler til BT.

Hun er i øjeblikket ved at få opført et hus på Amager, men det ligger blot 15 minutter fra lejligheden på Bryggen. Huset er så småt i gang med at blive opført, og fundamentet til det er allerede lagt. Men huset betyder ikke, at Linse Kessler flytter - tværtimod skal det være et frirum, hvor hun kan tage hen og slappe af.

»Det er en sommerhusgrund, hvor jeg bygger et helårshus, som vi kan tage ud i, når mig og hundene har fri. Et 'hygge- og gemme mig væk'-sted,« forklarer Linse Kessler.

Bryggen har altid stået Linse Kesslers hjerte nært, og i den populære tv-serie 'Familien fra bryggen' har danskerne gennem flere sæsoner kunnet følge Linse, hendes familie og deres tætte forhold til bydelen og dens beboere.

Både i tv-serien og ved andre lejligheder, har Linse Kessler før bebudet, at hun aldrig flytter fra Bryggen, og det gør sig stadig gældende i dag. Især, efter hendes mor Ann-Patricia Christiansen, i folkemunde kendt som 'Mopper', gik bort i slutningen af november.

»Jeg kan aldrig flytte fra Bryggen, slet ikke nu. Jeg har aldrig tænkt, jeg ville flytte derfra, og jeg har altid sagt, at jeg skal bæres ud. Jeg flytter ikke, og slet ikke, efter jeg har mistet Mopper,« siger Linse Kessler, som med et smil mindes sin mor hver dag, når hun går tur i sit nærområde.

»Hvert et hjørne, hver en flise, hver en butik minder mig om hende. Hun ér Bryggen. Jeg kan ikke forlade hende,« siger Linse Kessler.