Realitystjernen Linse Kesslers mor, Ann-Patricia – også kendt som Mopper – er ramt af alvorlig sygdom. Det bekræfter familien ved et pressemøde, skriver Ekstra Bladet.
Sygdommen er blevet afsløret er i forbindelse med et pressemøde onsdag, hvor 10. sæson af den populære reality-serie ’Familien fra Bryggen’ bliver præsenteret på en cafe på Islands Brygge.
Men en af seriens hovedpersoner – den 78-årige mor til Linse Kessler og hendes kendte lillebror, Mikkel Kessler, Ann-Patricia, er nemlig ikke med. Hun er for syg til at deltage i pressemødet.
Det udtaler Linse Kessler på pressemødet.
»Hun er alvorligt syg. Mopper har ikke lyst til at vi snakker om, hvad der er galt. Vi fik det at vide for fire måneder siden. Det har været en mærkelig tid, for det har være rigtigt trist, og vi er skrækslagne og vil ikke miste hende. Men det er dejligt, at vi har hende, og hun er topfrisk. Det er Moppers historie, og hun skal selv have lov til at fortælle om det,« fortalte Linse Kessler.
Ifølge Ekstra Bladet afbrød Linses datter Stephanie – også kaldet Geggo – sin mor flere gange i et forsøg på at stoppe hende i at dele for mange detaljer med pressen.
