Trioen måtte kassere meget materiale til det nye show ’Linie 3 Live 2012’.
Selv om det gjorde ondt, var der ingen kære mor. Anders Bircow, Thomas Eje og Preben Kristensen måtte smide masser af godt materiale til deres nye show i papirkurven. Men det materiale, de nøje har valgt ud, glæder de sig meget til at rejse rundt i landet med.
Det er altid en satsning for kunstnerne, når de skal prioritere deres materiale. Også i Linie 3 måtte der satses, da der skulle vælges materiale til showet ’Linie 3 Live 2012’, der havde premiere i Glassalen i Tivoli 12. april. Nu står trioen over for en lang, landsdækkende turné, der begynder 18. september i Musikhuset i Aarhus.
- I virkeligheden tog vi nogle ret fede numre ud, afslører Preben Kristensen over for BT på en smuk sensommerdag i Kongens Have i København.
Her er de tre herrer, Anders Bircow, Thomas Eje og Preben Kristensen, blevet forenet efter en tre måneder lang sommerferie.
Den begyndte pinselørdag, dagen efter Linie 3 havde fremført det sidste show før ferien på Falkoner Teatret på Frederiksberg i København. Og eftersom anmelderne generelt var meget begejstret og sendte fire og fem stjerner efter de tre aldrende entertainere, har deres udvælgelse af materiale nok ikke været helt skæv. Selv om det altså også tyder på, at publikum bliver ’snydt’ for stærke Linie 3 numre.
- Vi havde nogle sange med, som var skide gode. Men der var ikke plads til dem, så var showet blevet for langt. Men man når også et punkt i sådan et show, hvor man bliver mæt. Nu skal det afrundes, mener Preben Kristensen.
- Det er jo ikke nødvendigvis sådan, at vi kasserer numre, fordi det ikke fungerer. Men hvis der ikke er plads eller de ikke lige fungerer i sammenhængen, så ryger de ud, forklarer Thomas Eje og tilføjer:
- Det meste af det vi laver, fungerer jo.
Men hvis Linie 3 alligevel havde valgt at tage alt deres materiale med, ville det anmelderroste show have varet betydeligt længere.
- Vi var da tæt på at kassere en halv time, siger Anders Bircow.
Bilen Asger
Som nævnt står Linie 3 foran en måneder lang turné. Sammen med Jan Glæsels Orkester rejser de rundt i landet fra september og måske slutter de først til marts.
- Men vi forhandler p.t. om at udvide turneen med nogle måneder, lyder det kryptisk fra Thomas Eje, som ellers ikke vil sige mere om fremtiden.
Når Linie 3 tager hul på den landsdækkende turné, bliver det langtfra som i de ’gode gamle dage’, da de brød igennem på DR tilbage i 1980.
Dengang var det kun Anders Bircow, som havde skrabet penge nok sammen til at købe en bil. Derfor måtte de stuve udstyr og sig selv sammen, når de skulle fra a til b.
- Dengang kørte vi i samme bil, fordi vi ikke havde råd til en hver, lyder det tørt fra Thomas Eje.
- Og den hed Asger, fortæller Preben Kristensen.
- Det var fordi, den lignede Asger Reher, (skuespiller, red.) altså lille, lav og bred. Det var en amerikansk bil, en AMC Pacer, fortæller Anders Bircow, mens Thomas Eje og Preben Kristensen fnisende bag hans ryg husker hinanden på, at i deres øjne lignede bilen en skildpadde.
Men det var ikke det eneste, som kendetegnede Anders Bircows amerikanske bil. Passagererne var nødt til at behandle bilen med den fornødne respekt, hvis de fortsat ville være bagsædepassagerer.
- Når vi skulle om bord på storebæltsfærgen, var de to andre nødt til at stå ud, ellers kunne den ikke køre op over rampen, griner Anders Bircow og tilføjer mørkt:
- Jeg var blevet lokket til at købe et værre lig.
- Du var da meget glad for den, glatter Thomas ud og tilføjer:
- Jeg synes, det var en eddersmart bil.
Golf, flyindkøb og museer
Under turneen skal de tre herrer opholde sig flere dage i de forskellige byer. Det betyder museumsbesøg og cykelture for Preben Kristensens vedkommende, mens Thomas Eje arbejder på at købe et nyt fly, og Anders Bircow vil spille golf.
- Jeg har jo danmarksrekorden i antal spillede golfbaner, så nu skal jeg lige have erobret et par stykker til, fortæller han med et smil.
Og der er heldigvis mere at glæde sig til, nu hvor golfsæsonen snart er slut.
- Det er mange år siden, jeg har glædet mig så meget til at komme ud til publikum, som jeg gør, fortæller Preben Kristensen med et bredt smil.
Fakta om Linie 3:
Linie 3 blev dannet i 1979 i Aarhus, hvor Thomas Eje, Anders Bircow og Preben Kristensen mødte hinanden. De debuterede samme år på Jacobs BBQ i byen. De er alle tre uddannet skuespillere fra Aarhus Teater. I 1980 fik de deres gennembrud, da showet ’Show for Sjov’ blev vist i tv. Frem til 2004 lavede trioen det ene anmelderroste show efter det andet, men tog derefter en otte år lang pause fra hinanden. I 2012 var de tilbage på den danske scene med showet ’Linie 3 Live 2012’.