I lørdags besluttede Det Internationale Atletikforbund, IAAF, at suspendere Christie og andre profiler i sporten, der er testet positive for stoffet nandrolon, indtil deres sag er blevet afgjort ved Den Internationale Sportsdomstol, CAS.
Det har fået sportsministeriet i delstaten New South Wales, som Sydney ligger i, til at håndhæve en lov, der siger, at dopingdømte atleter, trænere og officials ikke har ret til at betræde statsstøttede sportsarenaer.
"Personligt mener jeg, det er en glimrende lov," lød kommentaren fra Jacques Rogge, højtstående medlem i IOC og formand for det nye dopingagentur WADA.
Han tilføjede, at WADA vil forsøge at få indført samme lov i andre lande.
Derimod mener IAAF, at udelukkelsen af Christie er at gå for langt.
"Fra vores synspunkt er Christie en fri borger, som kan gøre, hvad han vil. Det eneste han ikke kan, er at deltage i konkurrencer, indtil der er faldet en afgørelse i hans sag," sagde IAAFs talsmand Giorgio Reineri, der erkendte, at IAAF ikke har mulighed for at gribe ind i sagen.
Christie selv tager udelukkelsen roligt.
"Jeg har modtaget en række tilbud om at træne andre steder i Australien og dem vil jeg overveje."
Også det Australske Atletikforbund vil hjælpe Christie og hans atleter med at finde et andet sted at træne.
""Han er blevet straffet, inden han er dømt skyldig. Selv om der var en positiv prøve, er Linford Christies skyld endnu ikke bevist, og han er heller ikke ramt af nogen sanktioner fra officiel side," lyder argumentet fra Simon Allatson, øverste leder af det Australske Atletikforbund.
Linford Christie, OL-vinder i 1992 og verdensmester 1993 på 100-meter, trak sig tilbage i 1997, men har siden ind i mellem deltaget i konkurrencer.
Også historiens bedste højdespringer, Javier Sotomayor, kan se konsekvensen af en positiv dopingprøve - selv om han endnu ikke er dømt i sagen. Han vendte i går tilbage til Cuba efter han blev nægtet deltagelse i et indestævne i Grækenland.
"Jeg er både vred og overrasket over den ny beslutning," sagde Sotomayor, der agter at træne videre.
"Sagen er fuldstændig klar. IAAF har besluttet, at udøvere med den slags "løse ender" ikke må konkurrere," lød forklaringen på afvisningen fra Vassilis Sevastis, præsident i det græske atletikforbund.
Javier Sotomayor kan se frem til to års karantæne efter en positiv test for kokain sidste år.
Han bakkes energisk op af Cubas kommunistiske regering, der taler om "komplot" og "sabotage", men national frifindelse har ingen indflydelse på IAAFs beslutninger, og i lørdags fik han, ligesom Christie, Mark Richardson, Doug Walker og Merlene Ottey udstedt startforbud, indtil domstolen har talt.