Den tidligere tv-vært Line Baun Danielsen har været uden fast kæreste i tre år, men har ofte prøvet at få tilbud fra gifte mænd, og det er hun egentlig rigtig træt af.
Det fortæller Line Baun Danielsen selv i et indlæg på sin nystartede blog Linebaundanielsen.dk.
Her fremhæver den tidligere tv-vært en episode fra sidste sommer, hvor hun på et fly løb ind i en mand, som hun endte med at udveksle visitkort med, og efterfølgende skrev de to også en del sammen.
Skriverierne endte i en invitation til en 'diskret frokost', som Line Baun Danielsen takkede ja til. De to mødtes på en båd, og under den ellers hyggelige frokost blev stemningen dog pludselig en anelse trykket, da manden afslørede, at han altså var gift.
'Fuck, jeg fik næsten krabbesalaten galt i halsen. Jeg kunne have pandet ham sådan én på lampen. Jeg tyggede af munden, takkede af og gik fra borde. På vejen hjem sendte jeg ham en SMS: 'Jeg er ikke til gifte mænd - hverken af hensyn til mig selv eller din kone.' Han forstod, men fortsatte alligevel med at skrive i nogen tid,' skriver Line Baun Danielsen i blogindlægget.
Derudover beskriver den tidligere tv-vært, hvordan der siden har været tilbud fra både nystilte og gifte mænd - og også et enkelt fra en mand, der stadig boede med sin eks-kone. Ingen af delene har dog været noget for 54-årige Line Baun Danielsen.
»Hellere alene end dele,« som hun skriver.
I slutningen af august meddelte Line Baun Danielsen på sin Facebook-profil, at hun stoppede som vært på TV 2 Lorry - og stoppede med tv i det hele taget. I stedet ville hun nu satse på sin egen kommunikationsvirksomhed og nye udfordringer, lød det dengang.
I oktober startede Line Baun Danielsen sin egen blog for kvinder i aldersgruppen 45+, for det er en gruppe, der i høj grad er overset, mener den tidligere tv-vært.
'Der var noget for teens, unge kvinder, nybagte mødre, speltmødre, småbørns mødre, skolebørns mødre og mange andre – men ikke rigtig noget direkte til os over 45. Og så slog det mig, at vi ligesom ikke rigtig TÆLLER hverken i medier, reklamer, jobannoncer – kort sagt vi er en næsten usynlig målgruppe,' skriver Line Baun Danielsen, der på sin blog kommer til at skrive om alt fra job, karriere og livsstil til veninder, mænd og sex.
