Uniteds danske keeper er svært tilfreds med det spanske nyindkøb og åler José Mourinho for at spille højt spil.

Selv om man ikke spiller førsteholdsfodbold særlig ofte, kan man sagtens have sine meningers mod.

Anders Lindegaard har ved siden af den efterhånden fasttømrede bænkevarmerplads en tjans som velskrivende blogger hos bookingfirmaet Betfair.

Senest har den 29-årige målmand skrevet om Manchester Uniteds køb af Juan Mata fra mesterskabsrivalerne i Chelsea. Og det er en handel, som både har været opsigtsvækkende, men også fantastisk set med United-optik, hvis man spørger Lindegaard.

- Jeg husker Mata fra adskillige af vores indbyrdes opgør mod Chelsea over de sidste par sæsoner. Han har været spilleren, der har fået ting til at klikke for Chelsea. Han har været den kreative maskine med ansvaret for at åbne modstanderens forsvar med sine perfekt timede og millimeterpræcise afleveringer, skriver Lindegaard om den spanske midtbanekreatør, der under José Mourinhos ledelse i Chelsea gled længere og længere ud i truppens periferi.

På et United-mandskab, som i år ét efter Alex Ferguson har haft svært ved at få tingene til at fungere offensivt, bliver Mata en gevinst, mener Lindegaard.

- Det er et åbent spørgsmål, hvorfor Chelsea vælger at sælge en åbenlys gudsbegavet fodboldspiller til en direkte konkurrent både set fra et sportsligt og et politisk synspunkt.

- Politisk styrker Chelsea uden tvivl Manchester United som hold. Mourinho tror måske nok, at United er ude af titelkapløbet, og da vi fortsat mangler at møde både Arsenal og Manchester City, øger det muligvis hans eget holds chancer for at vinde ligaen. En kortsigtet strategi, der risikerer at bide ham bagi de kommende sæsoner, mener Lindegaard.

Ifølge Lindegaard er det den portugisiske managers stramt organiserede fodboldfilosofi, som giver sig udslag i salget af Mata.

- Man skal huske på, at Mourinho er mere kendt for effektiv fodbold, end han er kendt for kreativ underholdende fodbold, lyder skudsmålet af The Special One.

Om Juan Mata på længere sigt vil passe ind i Uniteds spilkoncept efter en løfterig debut mod Cardiff i weekendens 2-0 sejr, er så en anden sag.

Lindegaard peger på, at den både hurtige og teknisk ekvilibristiske spaniers komme kan forårsage et systemskifte hos de regerende mestre.

- Kan Mata fungere som en kantspiller med frihed til at gå ind i banen? Forestår der et systemskifte i United i retning af 4-3-3 i stedet for 4-2-3-1 (4-5-1)? Er Mata tiltænkt pladsen som nummer 10 bag angriberen (angriberne)? Jeg skal være ærlig at sige, at jeg ikke har den fjerneste anelse. Men at Mata er en fremragende fodboldspiller og en stor styrkelse af Manchester United, er jeg ikke i tvivl om, fastslår Anders Lindegaard.