Med flere fine aktioner viste Anders Lindegaard sig nok engang som et ganske klogt valg mellem stængerne i Manchester United. 2-1 sejrede han sammen med holdkammeraterne over Liverpool ude på Anfield, og efter kampen blev han af 6'eren spurgt til rivaliseringen med David de Gea:
- Jeg prøver at se det som en positiv ting. Hvis det er et problem, så må det være et luksusproblem for chefen, at han kan vælge mellem to gode målmænd. Jeg er selvfølgelig glad for, at jeg stod på Anfield i dag. Det er en ilddåb, sagde Lindegaard.
Han kunne ikke gøre meget ved Steven Gerrards føringsmål, men det var også eneste gang, han blev passeret. Og det var ifølge ham selv en godkendt præstation, han leverede i en kamp, som han med specielle følelser gik ind til:
- Jeg synes, det gik fint. Jeg havde det lidt på samme måde som i min debut - der går nogle tanker igennem hovedet om, hvordan man vil tackle det pres, for du kommer ikke under større pres end at spille for Manchester United på Anfield. Jeg fik spredt den ro i bagkæden, jeg gerne ville, sagde Lindegaard til 6'eren.