En gåde, der har strukket sig over mere end 25 år, ser nu ud til at kunne være løst. En lille gul legetøjsbil er nemlig blevet fundet ikke langt fra det sted, hvor den lille dreng Ben Needham forsvandt.
I 25 år har Kerry Needham søgt et svar på, hvad der blev af hendes søn Ben. Den lille dreng på 21 måneder forsvandt pludseligt under en ferie på den græske ø Kos, mens drengens bedsteforældre skulle holde øje med ham.
Bens mor har i løbet af årene bevaret håbet om at blive genforenet med sin søn i live, men da et telefontip om, at Ben blev dræbt i en ulykke, dukkede frem, fik hun at vide, at hun skulle forberede sig på det værste.
Tipperen fortalte, at en nu afdød arbejder skulle have ramt den lille dreng med sin gravemaskine tilbage i 1991, mens han udførte sit job ved siden af den ejendom, hvor familien boede under opholdet på ferieøen.
Han skjulte angiveligt efterfølgende den lille drengs krop for at dække over ulykken.
'Jeg følte mig dårlig'
Tippet fik britisk politi til at tage til øen for at grave efter liget af Ben, men efter tre uger stod efterforskerne endnu uden spor. Men netop som de skulle til at stoppe eftersøgningen lørdag, opdagede de noget.
En lille gul legetøjsbil blev fundet i støvet og skidtet ved den hemmelige affaldsplads, som den nu afdøde arbejder brugte. Og legetøjsbilen er 'sandsynligvis den, Ben havde med sig, da han forsvandt'.
Det skriver det engelske medie Mirror.
Den lille drengs bedstemor Christine fortæller, at hun og drengens mor brød sammen, efter politiet viste dem legetøjsbilen, mens betjentene fortalte, at drengen 'formentlig' er død, efter han ved et uheld blev ramt af gravemaskinen.
»Jeg var rystet, og både jeg og Kerry græd. Jeg følte mig dårlig. Det var et chok,« siger bedstemoderen til Mirror.
»Jeg forventede, at der ikke var noget maling på den (legetøjsbilen, red.), men jeg er 90 procent sikker på, at det er Bens. Jeg troede ikke på det, da jeg så den. Den må være blevet smidt der af arbejderen. Den endte der ikke af sig selv,« fortsætter hun.
'Vi stopper ikke vores søgen'
Den gule legetøjsbil havde stadig nummeret '88' på taget og 'benzine' skrevet på kølerhjelmen, da den blev fundet. Legetøjsbilen skal nu sendes tilbage til England for at blive undersøgt nærmere.
Det fortæller kriminalkommissær Jon Cousins fra politiet i South Yorkshire til Mirror.
Han bekræfter, at fundet af legetøjsbilen styrker politiets overbevisning om, at Ben er død.
»Det er min professionelle vurdering, at Ben Needham døde som resultat af en ulykke nær ferieboligen i Iraklis, hvor han sidst blev set lege,« siger han.
Han understreger dog, at politiet vil fortsætte med at undersøge sagen.
»Vores tanker er hos familien, mens de får tid til at fordøje dette, og de har vores fulde og fortsatte støtte. Vi stopper ikke vores søgen efter at finde svar til Bens familie,« siger han.
