- Vi har ikke været samlet i mere end fire dage, fordi vi har en del spillere, der har haft en længere pause på grund af landskampe, så vi har ikke arbejdet så meget med det taktiske. Derimod har vi arbejdet en del med det fysiske, og på den baggrund er det godt, at alle spillerne fik mindst 45 minutter på banen. Det taktiske får vi bygget på henover de kommende dage og på træningslejren i Østrig fra på lørdag, siger Ståle Solbakken til klubbens hjemmeside.
Den norske træner var også fornøjet over indsatsen fra de mange nye ansigter i FCK-truppen.
- Jeg synes, at vores nye spillere alle klarede det fornuftigt. Daniel Amartey er længst fremme lige nu, fordi han har en del kampe i benene fra Sverige, hvor sæsonen er i fuld gang. Han er toptrimmet, så det er lidt nemmere for ham, og det viste han også.
- Mussis skal have lidt mere fysik og så skal vi arbejde lidt på den sprogbarriere, der er mellem ham og medspillerne. Det skal nok komme. Og Steve De Ridder viste, at han er en klog spiller, ligesom Tom Høgli var stabil som sædvanligt på sin højre back. Og Stephan gjorde som forventet og viste, at han er god i fødderne.
