5-årige April Jones blev sidst set på vej ind i en bil

Den kun fem år gamle April Jones fra Machynlleth i Wales forsvandt mandag aften. Et andet barn så hende forsvinde ind i en vogn. Siden har over 200 indbyggere og politibetjente i den lille walisiske by gennemsøgt biler, gårde, landeveje og skove for at finde den lille pige. Uden held.

April Jones blev sidst set mandag omkring kl. 19. Hun legede i nærheden af sit hjem, da et andet barn så hende forsvinde ind i en grå eller sølvfarvet vogn. Vognen kørte ind mod centrum af byen, og siden har ingen bemærket den.

På et pressemøde, som politiet i den lille by holdt i går forlød det, at April Jones blev set sætte sig ind på forsædet i bilen, som var en Land Rover, eller Ford Connect-lignende køretøj. Ifølge politiet var hun iført en lilla knælang jakke med grå pels rundt om huen, en hvid polo T-shirt og sorte bukser.

46-årig mand anholdt

Tirsdag aften anholdt det lokale politi en 46-årig mand, der ejer den samme type bil, som April Jones er set sætte sig ind i. Hun er stadig forsvundet, men politiet håber, at manden kan hjælpe med at finde April Jones.

Den 46-årige mand er kendt af politiet, og de har bevidst været på udkik efter ham det sidste døgn.

Machynlleth er en meget lille by, hvor alle kender alle, og derfor deltager en stor del frivillige også i eftersøgningen. Endda er flere kommet fra andre små landsbyer i nærheden for at hjælpe til, ligesom billeder af April Jones florerer på Facebook og Twitter.

På Facebook tilbyder flere også deres hjælp til at finde April Jones.

- Er der nogen, som har brug for ekstra ben til at lede, og er der nogen steder, som mangler at blive gennemsøgt, lyder det blandet andet på det sociale medie.