Der er udsendt tornado-advarsel i USAs største by, New York. Ifølge flere medier har en tornado allerede hærget bydelene Brooklyn og Queens.

Millioner af newyorkere rådes til at holde sig inden døre lørdag, hvor usædvanlig hårde vinde har ramt byen. Ifølge nyhedsbureauet AP har det nationale vejrcenter udstedt tornado-varsel for bydelene Queens og Brooklyn, og flere lokale medier og Twitter-brugere skriver, at de første tornadoer allerede har ramt byen.

På Twitter kan man således se flere billeder af væltede træer og knuste biler. Desuden bringer avisen New York Post på sin hjemmeside adskillige billeder af tornadoer i havet ud for den berømte forlystelsesområde Coney Island på Brooklyns sydkyst.

Tornadoer er usædvanlige om end ikke ukendte i og omkring New York City. Senest gik det i 2010 også ud over Queens og Brooklyn, hvor 14 tornadoer slog ned. Syv personer blev såret, mens en kvinde mistede livet, da et træ væltede ned over hendes bil.

Det vides endnu ikke, om nogen er kommet til skade under den aktuelle storm, som har ramt store dele af USAs nordøstlige kyst. Vejret har skabt forsinkelser for tennisturneringen US Open, der finder sted i bydelen Queens. Her har man lørdag været nødt til at udskyde semifinalen mellem briten Andy Murray og tjekkiske Tomas Berdych.