Simon Kjær og hans agent Mikkel Beck skal i disse timer forhandle med den tyrkiske storklub Fenerbahce, hvor danskeren kan blive præsenteret som ny spiller i klubben allerede mandag.

Den danske landsholdspiller er ifølge BTs oplysninger særdeles tæt på at skifte sin franske klub Lille ud med Fenerbahce i Tyrkiet.

Således fortæller kilder med indsigt i den tyrkiske storklub til BT, at Simon Kjær og hans agent Mikkel Beck mandag eftermiddag har mødtes med Fenerbahces sportslige ledelse, hvor parterne skal diskutere indholdet i en kontrakt til danskeren.

Hvis det er gået vel under mødet i Istanbul, skriver Simon Kjær under på en kontrakt med tyrkerne indenfor de næste 24 timer. BT erfarer nu, at Simon Kjær får stillet en tre år lang kontrakt i udsigt, hvor der også er en option på yderligere et år, hvis spilleren og klubben ønsker det efter kontraktens tre første år.

Det skulle kun være Simon Kjærs personlige krav til et ophold i Fenerbahce, som mangler at blive forhandlet på plads af hans agent, som mandag landede i Istanbul for at forhandle med tyrkerne.

Lille og Fenerbahce skulle nemlig ifølge en kilde, som BT har talt med, allerede være enige om økonomien i danskerens mulige skifte. Her skulle Fenerbahce i første omgang, ifølge tyrkisk presse, være klar med 50 millioner kroner til Lille for Simon Kjær. Men transfersummen kan stige til omkring 75 millioner kroner, hvis Simon Kjær indfrier forskellige præstationsafhængige klausuler under sit ophold i klubben.

Allerede søndag landede Simon Kjær selv i Istanbul, hvor han blev modtaget som en helt af Fenerbahces fans og medier, som følger storkubben tæt. Velkomsten har ifølge BTs oplysninger imponeret den danske forsvarsspiller, som også skulle være begejstret for mødet med storbyen.

Efter velkomsten søndag har Simon Kjær angiveligt også mødtes uofficielt med Fenerbahces bestyrelse og spist en middag sammen for lige at se hinanden an. Men mandag foregår de afgørende forhandlinger om danskerens fremtid.

Sent mandag aften forsøgte BT at få en kommentar for Simon Kjærs agent, Mikkel Beck, men det var ikke muligt.