Øv - Nicolai Jørgensen bliver ikke klar til kamp mod Manchester City.

Det skriver Feyenoord på sin hjemmeside.

Allerede midtvejs i første halvleg af lørdagens ligakamp mod Heracles måtte Nicolai Jørgensen humpe fra banen, og det er den skade, som holder ham ude af onsdagens kamp.

»Han kæmper med en forstrækning og kommer derfor ikke til at være med i den første kamp i Champions League,« skriver Feyenoord på klubbens hjemmeside.

Klubben melder ham i første omgang ikke ude af den hollandske storkamp mod PSV Eindhoven søndag i næste uge.

I landsholdsregi venter de næste kampe i begyndelsen af oktober, hvor Danmark møder Montenegro og Rumænien i VM-kvalifikationen.

/ritzau/