Priserne på en lang række varer stiger i 1.200 butikker landet over. Det sker som konsekvens af, at detailgiganten Coop tirsdag hæver priserne på hundredvis af dagligvarer.

Det bekræfter informationsdirektør i Coop, Jens Juul Nielsen, over for Finans.dk.

Coop står bag Kvickly, Fakta, SuperBrugsen, Dagli'Brugsen og Irma. Derfor bliver det nu dyrere at gå på indkøb i de butikker.

»Vi er kommet for langt ned i pris på en række varer. Derfor regulerer vi prisen opad, og det er inden for alle varegrupper,« forklarer Jens Juul Nielsen.

Det er blandt andet kød og brød, der nu bliver dyrere at få fingrene i for kunderne, men Coops informationsdirektør ønsker ikke at oplyse, præcist hvor mange eller hvilke varer der er tale om. Ifølge Finans.dk drejer det sig om ca. 200-220 varer for SuperBrugsen, Dagli'Brugsen og Kvicklys vedkommende.

Beslutningen om at hæve priserne skyldes blandt andet, at indtjeningen i dagligvarebranchen er under pres samtidig med, at råvarepriserne er steget. Det gør det dyrere for Coop at indkøbe varer, og det kommer kunderne nu til at mærke på pengepungen.

Dog ikke i Netto, Føtex og Bilka. De butikker drives af Dansk Supermarked, som ikke har planer om at hæve priserne på sine basale dagligvarer.

»For os i Netto, Føtex og Bilka er det afgørende at sikre kunderne fair og konkurrencedygtige priser hele tiden. Ikke mindst op til de store juleindkøb skal kunderne kunne have tillid til, at vores priser er på plads, og at vi ikke beskytter vores indtjening,« siger kommunikationsdirektør i Dansk Supermarked, Mads Hvitved Grand.

Coop omsætter årligt for 45 milliarder kroner, men selv om indtjeningen er forbedret over det seneste år, kæmper koncernen især med sin discountkæde Fakta, der i fjor fik et nyt trecifret millionunderskud, skriver Finans.dk.

Meldingen fra Coop er imidlertid, at virksomheden er parat til at justere sine priser igen efter nytår, hvis markedsvilkårene ændrer sig.