Lidegaard overtager eftertragtet Vestager-kreds
Den tidligere radikale leder Margrethe Vestager overgiver sin opstillingskreds til udenrigsminister Martin Lidegaard (R), som dermed sikres gode muligheder for at komme i Folketinget.
Den tidligere radikale leder Margrethe Vestager overgiver sin opstillingskreds til udenrigsminister Martin Lidegaard (R), som dermed sikres gode muligheder for at komme i Folketinget.
Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) overtager Margrethe Vestagers (R) eftertragtede opstillingskreds i Rudersdal efter hendes exit fra toppen af dansk politik.
Dermed øges udenrigsministerens muligheder for at blive valgt ved næste folketingsvalg markant, skriver Berlingske.
Lidegaard er i dag opstillet i København, hvor der er stor kamp om pladsen, idet populære radikale skikkelser som tidligere miljøminister Ida Auken (R) og socialminister Manu Sareen (R) også stiller op i hovedstaden.
I Nordsjællands Storkreds er situationen en helt anden, fordi tidligere udviklingsminister Christian Friis Bach (R), ligesom Vestager forlader dansk politik.
Martin Lidegaard er da også tydeligt begejstret for sit skifte:
»Jeg er utrolig glad for, at jeg er blevet opfordret til at stille op. Jeg kender området, og det er en god radikal kreds, som med stor sandsynlighed får valg,« siger Martin Lidegaard, der er født og opvokset i Nordsjælland, til Berlingske.
Martin Lidegaard kom i Folketinget første gang i 2001 og var en del af Vestagers inderkreds, efter hun overtog den politiske ledelse for partiet.
Men han kom ikke ind ved valget i 2007, hvor de Radikale gik markant tilbage, og det daværende sjællandske mandat i stedet gik til Simon Emil Ammitzbøll (LA), som senere forlod partiet til fordel for Liberal Alliance.
Lidegaard stillede slet ikke op i 2011. Alligevel gjorde Margrethe Vestager ham til klimaminister efter valget og senere til udenrigsminister, da SF forlod regeringen.
Rudersdals kredsformand, Poul Fischer, vurderer, at Martin Lidegaard ikke får svært ved at få valg denne gang, hvor han stiller op i Nordsjællands Storkreds.
»Det skal gå meget galt, hvis ikke der bliver valgt en kandidat i Nordsjælland. De andre er udmærkede kandidater, men de er ikke kendte og har ikke samme tyngde som Martin Lidegaard rent politisk«, siger han.
Lidegaard vælges først officielt som Rudersdal-kandidat ved en afstemning om en måneds tid, men ifølge Poul Fischer er det en formalitet, da han nyder stor opbakning.
»Vores favoritkandidat er Martin Lidegaard,« siger han, men påpeger, at det var landsformand Klaus Frandsen, som kort efter Vestagers exit søndag, kontaktede kredsen og opfordrede til, at man valgte Lidegaard.