Liberal Alliance fortsætter smædekampagnen mod tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Venstre.
Mandag indrykker Liberal Alliance en ny stor annonce i landets aviser, denne gang med et billede af Løkke under overskriften »Socialdemokrat?« og tilføjelsen: »If it talks like a duck and walks like a duck, it probably is a duck«. Underforstået, at hvis den førte politik ser socialdemokratisk ud, så er der nok noget om snakken.
I annoncen beskylder partileder Anders Samuelsen (LA) og Co. Venstre for at have efterladt et socialdemokratisk Danmark efter sine 10 år ved magten. Det har betydet tårnhøje skatter og en gigantisk offentlig sektor, slår annoncen fast. Og den nye rolle som oppositionsparti har efter Liberal Alliances mening ikke gjort Venstre mindre socialdemokratiske. Tværtimod. Med det nye energiforlig fortsætter Løkke og Venstre den socialdemokratiske linje, der gør det dyrere at være dansker, hævder partiet.
Formålet med de bidske annoncer er dog ikke at udstille Løkke og Venstre, forsikrer Anders Samuelsen.
- Vi vil gerne have at den borgerlige blok står sammen om, hvad man vil med magten, så vælgerne har noget at forholde sig til, siger partilederen til Berlingske Nyhedsbureau.
Han giver ikke meget for, at Venstre som regeringsparti blot gav vælgerne det, de efterspurgte.
- Det kan da godt være, at det er socialdemokratisk politik, mange danskere vil have. Men jeg er sikker på, at der er mange liberale vælgere, der ikke fik det, de bad om. Og det skal vi sørge for, at de får, siger han.
Den nye annonce kommer efter sidste uges meget omtalte annonceangreb på Lars Løkke. Her beskyldte Liberal Alliance den tidligere statsminister for at lyve over for befolkningen og for at have begået et løftebrud, som er langt mere alvorligt end den nuværende regerings.
Efterfølgende vurderede Berlingskes politiske kommentator Thomas Larsen, at Liberal Alliances angreb kunne ende med at skade oppositionen, fordi partiet med annoncen fjernede det negative fokus fra S-SF-R-regeringen.
Men Anders Samuelsen nægter, at Liberal Alliance skader den borgerlige bloks chancer for igen at komme til magten.
- Vi skader ikke blå blok. Det er spin imod os. Løkke skal nok komme til magten, det skal vi nok sørge for, siger han.