Liberal Alliances forslag om at afvise alle krigsflygtninge, der kommer til Danmark, og sende dem med et fly til en danskdrevet lejr i deres nærområde, har kun til formål at høste stemmer, og det vil gå ud over flygtningene.
Sådan lyder kritikken fra Rasmus Brygger, der er tidligere landsformand for Liberal Alliances Ungdom.
»Jeg havde ikke forventet, at LA ville komme med sådan et forslag. Det sætter os i selskab med Dansk Folkeparti, og det er ikke et selskab, jeg er stolt af at være en del af. Jeg forstår heller ikke, at LA mener, at det er noget, der pynter. De er klar til at sende kampfly derned, men ikke til at påtage sig ansvaret for flygtningene,« siger han.
Men den kritik er partileder Anders Samuelsen (LA) uforstående over for:
»Det er et to år gammelt forslag fra den tid, hvor Rasmus Brygger var formand for Liberal Alliances Ungdom. Derfor undrer det mig, at kritikken først kommer nu,« siger han.
Den yngre partifælle påpeger, at forslaget i praksis er komplet umuligt at gennemføre, fordi nabolandene allerede modtager langt størstedelen af flygtningene.
»98 procent af alle flygtninge hjælpes i nærområderne. Et land som Libanon, der er mindre end Jylland, har allerede over en million syriske flygtninge, så hver tredje person i landet er fra Syrien. De vil aldrig nogensinde gå med til, at Danmark sender flygtninge derned,« siger han.
Men også den kritik preller af på partiformanden:
»Det ved Rasmus ikke noget om. Har han talt med Libanons regering? Desuden fokuserer vi ikke kun på Libanon. Det kunne også være at lægge pres på Syrien for at få oprettet nogle sikre områder under FN-beskyttelse,« siger Anders Samuelsen.
Adspurgt om han forventer samarbejdsvillighed til den opgave fra den syriske præsident, Bashar al-Assad, lyder svaret:
»I øjeblikket arbejder vi jo reelt sammen med Syrien om at bekæmpe IS. Men det skal ikke være Assad, der skal stå for noget. Det skal være lejre, som med FN-beskyttelse er under dansk ledelse, men der skal lægges pres på, at Syrien indgår en aftale om at være med til at sikre nogle områder.«