Leverandøren hedder Resultmaker, men firmaets folk kunne ikke skabe resultaterne. Det kostede i første omgang staten ni mio. kr.

Resultmakers direktør, Rasmus Kjær, ønsker ikke at lade sig interviewe til BT om Sigma-sagen, men skriver i en mail til avisen, at han er ked af situation.

- Vi er kede af, at projektet ikke blev færdiggjort og mener også, det kunne have medvirket til en forbedring af produktiviteten hos Statens Administration, men der var mange ændringer undervejs, der både gjorde projektet dyrere og forsinkede det, skriver Rasmus Kjær.

- Ændringerne og udskydelserne medførte så desværre til sidst, at Statens Administration ikke ønskede at færdiggøre projektet. Det var vi kede af, men der blev lavet en fair aftale, hvor der blev afregnet for den forbrugte tid, ligesom kunden har ønsket fortsat at have rettigheden til vores produkt, lyder det videre i mailen.

’Gjorde, hvad vi kunne’

- Projektet har bestemt ikke været en god forretning for Resultmaker. Vi gjorde alt, hvad vi kunne for at levere, men der var mange overraskelser undervejs, som kostede ekstra ressourcer, slutter Rasmus Kjær.

Resultmaker modtog godt ni mio. kr. for arbejdet med Sigma-projektet.