Et cateringfirma i Esbjerg har fået en stor bøde efter en stribe besøg fra fødevaremyndighederne i slutningen af sidste år.

Det drejer sig om Marbækgaard Catering, der blandt andet leverer mad til pensionister i Esbjerg Kommune i Vestjylland.

Fire bøder på i alt 22.000 kroner og et forbud mod at tilberede mad lød regningen på efter flere kontrolbesøg. Det skriver JydskeVestkysten.

På Marbækgaard er man kede af situationen.

»Det har betydet en masse ballade og nervøse kunder. Det er der vel ikke noget at sige til, men jeg synes da ikke, det har været sjovt,« siger direktør René Dyrehauge til BT.

Han understreger dog, at alt nu er bragt i orden, hvilket fødevarechef i FødevareSydjylland Bente Holst også fortæller til JydskeVestkysten.

Fødevarestyrelsens kontrollanter var første gang på besøg i den vestjyske virksomhed den 17. november. Ved den lejlighed fandt man døde fluer i vindueskarmen og konstaterede, at rengøringen flere steder i køkkenet var 'mangelfuld'.

En måned senere var den ifølge JydskeVestkysten gal igen. Myndighederne fandt synlige mugpletter på et farsbrød og opdagede, at der var risiko for fordærvede fødevarer i kølerummet, hvor krondyrfilet med rå kødsaft blev opbevaret sammen med rugbrød i en plastikpose.

Under en ny kontrol den 20. december viste det sig, at der stadig ikke var bragt orden i kølerummet. En lang række fødevarer som blandt andet risengrød, kalveculotter og rullepølse måtte kasseres, en fem liters fløde stod i stuetemperatur, og der var igen en ophobning af uvaskede potter og pander i køkkenet.

Marbækgaard leverer dagligt mad til omkring 50 pensionister i Esbjerg-området. Det er René Dyrehauge selv, der laver maden.

»Når man kun har to hænder til at arbejde, så er der nogle gange noget, der smutter. Jeg kunne da aldrig nogensinde drømme om at servere noget med mug på, men det kan godt være, jeg har overset det. Det er i hvert fald ikke noget, jeg har gjort bevidst, men jeg ville gerne have været det foruden,« siger han.

Fundene den 20. december betød, at den tilsynsførende vurderede, at cateringfirmaets adfærd udgjorde en fare for fødevaresikkerheden. Derfor fik Marbækgaard Catering et forbud mod at producere mad, som virksomheden allerede overtrådte samme nat - ifølge direktøren fordi han simpelthen havde glemt alt om forbuddet.

»Jeg tænker bare, at vi skal sørge for, at vores pensionister får noget at spise, men midt i det hele går det op for mig, at jeg jo ikke må lave mad,« siger René Dyrehauge og forklarer, at han fortalte myndighederne det med det samme, han fik besøg af fødevarekontrollen igen om morgenen den 21. december.

Selleri og boller til 44 personer blev beordret kasseret under tilsynet, der udløste en bøde på 10.000 kroner oven i de tre andre bødeforlæg på sammenlagt 12.000 kroner, som var blevet uddelt dagen før. Marbækgaard Catering fik desuden en ny sur smiley.

De forhold, der udløste bøderegnen, indskærpelserne og de sure smileys, var dog bragt i orden under kontrollen den 21. december, og derfor blev forbuddet mod at lave mad i køkkenet ophævet.

René Dyrehauge erkender, at han kom til at bryde forbuddet mod at lave mad, men han mener ikke, at det var nødvendigt at kassere maden, som var lavet af friske råvarer købt i Bilka omkring midnat natten mellem den 20. og 21. december.

»Det var helt frisk mad, så det var ærgerligt og unødvendigt, at det blev smidt ud,« siger cateringfirmaets direktør, der har sendt kvitteringen for indkøbet til BT.