Det var nærmest en royal revolution i de norske og europæiske kongehuse, da den norske kronprins Harald i 1968 fik lov til at ægte købmandsdatteren Sonja Haraldsen. Siden har nordmændene i den grad taget hende til sig. Nu fylder hun 80 år og hyldes i Norge.
Ni lange år. Så længe måtte den norske kronprins Harald leve i et skjult forhold med sin store kærlighed Sonja Haraldsen, før hun blev accepteret af den daværende norske kong Olav.
Sonja Haraldsen var nemlig datter af en købmand, og dengang var det absolut ikke velset, at den norske kronprins skulle gifte sig borgerligt. Traditionen ville nemlig dengang i 1968, at de kongelige helst giftede sig med fyrstelige og eventuelt adelige.
Men det fik det unge norske par lavet om på. For kronprins Harald ville have sin Sonja. Og det fik han. Så den 29. august 1968 kunne han i Oslo domkirke sætte en ring på sin udkårnes finger.
I forbindelse med Kong Harald og dronning Sonjas 25 års jubilæum som regenter fortalte Kong Harald, at det altid var lige let med det hemmelige forhold:
»Jeg var glad for Sonja Haraldsen, men jeg havde også dårlig samvittighed overfor min far og Norge. Jeg gjorde ligesom noget forkert, og jeg havde dårlig samvittighed over at gøre noget, jeg ikke burde gøre,« udtalte han i dokumentaren 'Konge og dronning i 25 år', ifølge det norske medie VG.
Selv om Harald fik sin Sonja, så var Sonja Haraldsens start på livet som kongelig ikke helt let. Nordmændene havde svært ved at acceptere, at hun var af borgerligt ophav, og da kronprinsparret efter Kong Olavs død i 1992 fik titlerne af konge og dronning opstod nye problemer.
Norge havde inden da i 52 år været uden dronning, da Kong Olavs kone, den svenske prinsesse Märtha, døde i 1954, da parret endnu var kronprinspar. Derfor havde Norge forud for Sonja ikke haft en dronning, siden dronning Maud, som døde tilbage i 1938.
Dronning Sonja skulle altså ikke kun vænne sig til at være dronning – Norge skulle også vænne sig til at have en dronning på ny, og det var ikke altid lige let.
Det fortæller den norske historiker og forfatter Trond Norén Isaksen til NTB ifølge norske VG.
»Det så vi blandt andet, da Harald skulle åbne Stortinget i 1991, og Stortingspræsidenten Benkow mente, at Sonja ikke havde nogen rolle der,« fortæller han.
Dronning Sonja, der er uddannet i at regnskab, samfundsfag, i at lave modetegninger og som syerske måtte derfor finde sin egen plads i den kongelige familie og dens samfundsopgaver. Og den fandt hun blandt andet i kunsten.
Dronning Sonja er for længst blevet accepteret som et fuldgyldig medlem af det norske kongehus . Og endda et medlem, der har sat et stort aftryk.
»I et større perspektiv vil det, hun har gjort, være normdannende for fremtiden. Hun har forlangt, at dronningen skal have en aktiv rolle, have sit eget kontor og deltage. Kronprinsesse Mette-Marit bliver ikke nødt til at skabe sin egen rolle på samme måde,« forklarer Isaksen.
Desuden kan dronning Sonja glæde sig over, at tiderne nu har ændret sig. Hendes søn, kronprins Haakon af Norge, mødte ikke helt så stor modstand, da han ved årtusindeskiftet fandt den store kærlighed. Selv om det skabte lidt ståhej, så kunne kronprins Haakon i 2001 gifte sig med den fraskilte, alenemor Mette-Marit Tjessem Høiby, der i dag kendes som kronprinsse Mette-Marit.
Dronning Sonjas fødselsdag blev fejret i maj, da hun holdt fællesfest sammen med gemalen Kong Harald, der fyldte 80 år i februar.
