Med en ny bekendtgørelse, der trådte i kraft i dag, bliver det lettere at skifte gamle vindmøller ud med nye. Fremover kan både privatpersoner og virksomheder nemlig få tilsluttet en vindmølle til elnettet, uanset hvor de bor, og hvor stort deres elforbrug er.

Hidtil har der været krav om bopæl og elforbrug ved nettilslutning af private vindmøller, men det krav blev ophævet ved en aftale, som regeringen indgik i marts med Venstre, Det Konservative Folkeparti, SF, CD og Kristeligt Folkeparti.

- Med ophævelsen af de hidtidige krav og begrænsninger har vi taget et første skridt mod at få udskiftet mange af de gamle vindmøller, der i dag er spredt ud over det danske landskab. I stedet får vi færre, nye og mere effektive møller, siger miljø- og energiminister Svend Auken (S).

Den nye bekendtgørelse indebærer, at private vindmøller fremover ligestilles med elværksejede vindmøller.

/ritzau/