Lettede hollændere: Vi var heldige
HOENDERLOO: Lettelsen var enorm i den hollandske EM-trup dagen derpå.
HOENDERLOO: Lettelsen var enorm i den hollandske EM-trup dagen derpå.
Balancerende på nederlagets rand lykkedes det sent søndag aften i den propfyldte Amsterdam Arena Oranje-stjernerne at hive en urimelig heldig 1-0 sejr over stærkt spillende Tjekkiet i land på et straffesparksmål af anføreren Frank de Boer i sidste minut.
Trods de tre point og dermed en god start på slutrunden var der i går ingen store armbevægelser eller højt-på-strå attituder blandt EM-favoritterne under den lette formiddagstræning i den lille flække Hoenderloo.
Snarere fornemmede man en slags ydmyghed.
Alle som én var de hollandske verdensprofiler udmærket klar over, at så heldig kan man ikke være igen.
Matchvinder Frank de Boer, der usvigeligt sikkert hamrede kuglen i nettet fra ellevemeter-pletten efter at tvillingebror, Ronald de Boer, ulovligt var strakt til jorden af en tjekkisk forsvarer ved et Overmars-indlæg fra venstre, var kort og præcis, da han kommenterede den hollandske sejr:
"Det var ikke fortjent, at vi vandt den kamp. Men det er målene, der tæller, og så havde vi altså bare heldet."
Kampens helt store spiller var Lazio-kanonen, Pavel Nedved, der stort set gjorde, hvad der passede ham. Efter pausen havde den lynhurtige og teknisk formidable tjekke et fantastisk hovedstød, hvor bolden tog stolpen og hoppede langs mållinien, indtil Holland-keeper Edwin van der Sar fik greb om den.
Den bjørnestærke Anderlecht-forward Jan Koller havde desuden et hovedstød, som traf overliggeren.
Jovist. Holland var heldigere, end man har lov til at være.
Om den afgørende træffer sagde Frank de Boer:
"Jeg skulle løbe 50 meter op i den anden ende, da jeg skulle tage straffesparket. Undervejs havde jeg masser af tid til at tænke over, hvor jeg skulle sparke. Det kan være farligt, men jeg var fast besluttet på, at kuglen skulle sættes hårdt ind i venstre side. Der sparker jeg altid. Jeg vidste, at hele nations øjne hvilede på mig, men jeg formåede heldigivs at bevare isen i maven."
Frank de Boer er fast straffeskytte for Oranje. Hvis han afstår er de næste på listen: Patrick Kluivert, Jaap Stam og Boudewijn Zenden.