Trods Søren Pinds meldinger om det modsatte, er de Konservative ikke med på at kalde udenrigsminister Holger K. Nielsen i samråd om sin Cuba-udtalelse.
Det er ikke med de Konservatives samtykke, at Venstres udenrigsordfører, Søren Pind (V), har kaldt udenrigsminister Holger K. Nielsen (SF) i samråd på baggrund af omtalen af Cuba som et »paradis«. Det meddeler de Konservatives udenrigsordfører, Lene Espersen (K), selvom Søren Pind har meldt ud, at det er Venstre, de Konservative og Dansk Folkeparti, der sammen har indkaldt til samrådet. »Vi er ikke med i samrådsindkaldelsen. Det er et initiativ, der er kommet fra Venstre,« siger Lene Espersen til TV 2 News.
Hun havde torsdag aften en samtale med Søren Pind, og der må de to udenrigsordførere have »talt forbi hinanden«, siger hun.
»Jeg forstod det sådan, at Venstre indkaldte til samråd, og det kan alle partier gøre, og det har jeg fuld respekt for. Det, vi er enige med Venstre i, er, at Holger K. Nielsen som ny udenrigsminister skal kritiseres for som det første at nævne en diktaturstat i sin tiltrædelsestale,« lyder det fra Lene Espersen.
Venstre har dermed kun opbakning fra Dansk Folkeparti til indkaldelsen, fortæller partiets udenrigsordfører, Søren Espersen (DF).
»Vi er med. Søren Pind ringede til mig i aftes (torsdag aften, red.), og der meddelte jeg ham, at vi er med på indkaldelsen. Jeg forstår ikke, hvorfor Lene Espersen ikke er med, men det må hun selv om,« siger han til Berlingske Nyhedsbureau.