Hun er en af de mest berømte personer i kvindefodboldens verden.
57-årige Pia Sundhage er i dag landstræner for Sverige, og hun har tidligere også stået i spidsen for landsholdet fra kvindefodboldens Mekka, USA. Hun har flere gange været nomineret til prisen som verdens bedste kvindetræner, som hun en enkelt gang har vundet.
I et interview med svenske Expressen fortæller Pia Sundhage, at hun er en meget åben person, der gerne svarer på alle pressens forskellige spørgsmål. Gennem tiden har hun dog også fået et bestemt spørgsmål, som hun kategorisk nægter at svare på. Om hun er homoseksuel.
»Der synes jeg, at der må være en grænse. Det er mit privatliv, og der kan vel ikke være nogen mennesker, som synes, at det er interessant at vide, hvorvidt jeg bor med en mand eller en kvinde?« siger Sundhage til det svenske medie og uddyber.
»Jeg har undveget det spørgsmål, fordi jeg tænker, at hvis jeg taler om det, mister jeg muligheden for at tale om fodbold. Journalisternes tid får jeg jo ikke ubegrænset, det sker sjældent. Så vil jeg tale om det, som er vigtigt.«
Pia Sundhage står i spidsen for det svenske landshold i den kommende EM-slutrunde i Holland, hvilket bliver hendes sidste som svensk landstræner.
Danmark er også med til EM, og de danske kvinder sparke turneringen i gang den 16. juli. I puljen møder man Holland, Belgien og Norge.
