Den amerikanske karakterskuespiller Abe Vigoda døde tirsdag morgen, i en alder af 94 år.
Det bekræfter skuespillerens datter Carol Vigoda Fuchs til nyhedsbureauet The Associated Press.
Abe Vigoda huskes primært for sin medvirken i Francis Ford Coppolas klassiske gangsterfilm The Godfather fra 1972, hvor han i rollen som den erfarne mafioso 'Tessio' spillede over for legender som Marlon Brando, Al Pacino og Robert Duvall.
Han medvirkede også i en enkelt scene i efterfølgeren The Godfather Part II.
Før rollen i ovennævnte mesterværker, ernærede han sig primært på de skrå brædder i New York, men efter gennembruddet fandt han arbejde i forskellige amerikanske tv-serier, og han blev gennem sin karriere belønnet med tre Emmy-nomineringer, tv-verdenens svar på de berømte Oscar statuetter.
Carol Vigoda Fuchs fortæller til The Associated Press, at hendes far sov stille ind tirsdag morgen i datterens hjem i New Jersey i USA.