Udover sygdom og smerter bliver det at have et arbejde også taget med i overvejelserne, når lægerne fra 1. januar skal beslutte, om en patient skal behandles inden for en eller to måneder. Det at »bevare beskæftigelsen« kan nemlig rykke en patient frem i køen. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

- Det virker meget mærkeligt, og vi kan godt frygte, at det kommer til at gå ud over vores ledige medlemmer. Vurderingen bør alene handle om sygdommen, siger Johnny Skovengaard, næstformand i fagforbundet 3F, til avisen.

Regeringens lovforslag om den såkaldte differentierede ventetid, der giver lægerne mulighed for at lade patienter vente op til to måneder, skaber et a- og et b-hold, mener Venstres sundhedsordfører, Sophie Løhde.

- Med den nye lov skaber man et a- og et b-hold hos patienterne, fordi nogle skal vente længere end andre. Det forværres yderligere ved, at ældre og ledige skubbes på b-holdet og får lov at vente i to måneder, siger hun til Morgenavisen Jyllands-Posten.

Sundhedsminister Astrid Krag (SF) afviser dog over for avisen, at der med den nye lov bliver tale om at give folk i arbejde flere fordele end ældre og ledige.