Saint-Etiennes angriber Pierre-Emerick Aubameyang er en af spillerne på Michael Laudrups ønskeliste i Swansea, men nu har angriberen rettet øjnene mod Monaco. Det fortæller Aubameyangs far til den tyske tv-station RTL.

Pierre-Emerick Aubameyang scorede 19 mål i denne sæson og har tidligere afvist, at han vil til Swansea, da de ikke kan tilbyde Champions League-fodbold.

Det kan de heller ikke i Monaco, der netop er rykket op i Ligue 1, og Aubameyeng har selv omtalt sig som et varmt emne i Dortmund og i Leverkusen, hvor angriberen selv har holdt møder med sportschef Rudi Völler.

- Meget af snakken om Tyskland er sand, men der kommer bud alle steder fra. De forhandlinger fortsætter også, siger faren, Pierre Aubameyang.